To piger fandt mandag et lig på Kildegården i det centrale Roskilde.
Det var i et buskads bag Kildehuskollegiet, de fandt en død mand siddende op ad et træ. Børnene slog ifølge BT med det samme alarm til en pædagog i fritidsklubben på Kildegården.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi var det Kulturskolen, der ligger i samme bygning, der meldte fundet af den døde mand klokken 16.02.
Politiet kom hurtigt til stedet og kunne konstatere, at manden ikke lige var død, men havde siddet der et stykke tid.
Foreløbigt ser det ikke ud til, at der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet, men det skal undersøges ved en obduktion, som der ventes et resultat af i den kommende uge.
- Der er ikke noget, der tyder på, at han har været udsat for noget kriminelt. Vi har mistanke om, at det er selvmord, og han nok har siddet der et stykke tid, siger Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Den døde mand er endnu ikke endeligt identificeret. Politiet har en formodning, men afventer et dna-svar, før de melder noget ud.
Forældre på flere skoler i Roskilde har ifølge Sjællandske Nyheders oplysninger fået meddelelse om episoden.