Hvem er vigtigst: Fire byers ægteskab giver knuder

Selvfølgelig skal tre byer ikke nedprioriteres, siger Jørgen Bech (V) efter et møde, hvor ønsket om en motorvej også kom op til ny overvejelse. Foto: Henrik Helmer Petersen

Selvfølgelig skal tre byer ikke nedprioriteres, siger Jørgen Bech (V) efter et møde, hvor ønsket om en motorvej også kom op til ny overvejelse. Foto: Henrik Helmer Petersen

Siden kommunesammenlægningen, hvor Frederikssund, Slangerup, Jægerspris og Skibby aftalte at slå sig sammen, har kommunen kaldt Frederikssund By for ”regionalt center”, mens Slangerup, Skibby og Jægerspris er kaldt ”kommunecentre”, og Store Rørbæk, Jørlunde, Lyngerup, Gerlev, Skuldelev og Dalby er kaldt ”byzonelandsbyer”.

Men måske er det farligt at indgå i sådant et ægteskab.

- Nu bliver Slangerup, Jægerspris og Skibby nedprioriteret og kaldes pludselig ikke længere for ”kommunecentre”, og Store Rørbæk, Jørlunde, Lyngerup, Gerlev, Skuldelev og Dalby kaldes ikke længere for ”byzonelandsbyer”.

- Dermed er der stærk risiko for, at Slangerup, Skibby og Jægerspris’ udviklingspotentialer ikke bliver prioriteret med boliger og erhverv, når vi skal lave ny kommuneplan i 2025.

Sådan argumenterede Jørgen Bech (V), da Frederikssund Byråd holdt møde onsdag, og politikerne skulle sende en ny planstrategi for kommunen i offentlig høring.

Jørgen Bech undrede sig over, at den fremlagte planstrategi stort set kun nævner udviklingspotentialerne i Frederikssund by og Vinge. Og kalder resten for “stærke lokale fællesskaber”.

På Venstres vegne stillede han forslag om, at Slangerup, Skibby og Jægerspris bibeholder deres hidtidige betegnelse som ”kommunecentre”, og at de nævnte landsbyer fortsat kaldes ”byzonelandsbyer”.

DF og K enige

Forslaget fik straks støtte fra Inge Messerschmidt (DF), som sagde:

- Jeg kunne godt være nervøs for, at Vinge kan overrule Slangerup, Jægerspris og Skibby, sagde hun.

Også Niels Martin Viuff (K) gav sin støtte til Venstres ændringsforslag.

- Vi skal klart signalere, at vi også har andre bycentre end Frederikssund, sagde han.

På byrådsmødet undrede borgmester Tina Tving Stauning (S) sig over, at Venstre kom med et ændringsforslag – efter der i månedsvis har været enighed politikerne imellem om visionen og teksten i planstrategien.

- Hun pointerede også, at alle byer er nævnt i planen, hvor det er nævnt, at der er biblioteker, musik, idræt og handelsliv i Slangerup, Jægerspris og Skibby.

Tina Tving Stauning foreslog, at man på onsdagens møde enedes om, at betegnelserne ”kommunecentre” og ”byzonelandsbyer” efterfølgende bliver anvendt i Kommuneplanen, og at byrådet samlet kunne præcisere dette i beslutningen på punkter omkring Planstrategien.

Venstre fastholdt dog sit ønske om, at teksten skulle rettes til direkte i Planstrategien.

Stemt ned

Derfor kom det til en afstemning, hvor Venstre, Konservative, Socialliberale, DF og Ny Borgerlige stemte for at fremhæve Slangerup, Jægerspris og Skibby, mens LA undlod at stemme.

Alt i alt var der ikke flertal for forslaget, hvorfor teksten ikke bliver rettet i planstrategien, som det er nu.

Nej til motorvej

Fra Enhedslisten og SF´s side blev der ud fra et grønt og bæredygtigt ønske stillet et andet ændringsforslag til planstrategien, idet Rasmus Petersen (Enhedslisten) forslog, at al omtale om et ønske om at få en motorvej til Frederikssund blev pillet ud af planen.

Det forslag stemte Enhedslisten og SF for. De øvrige 20 byrådsmedlemmer stemte for forsat at have ønsket om en motorvej med i planen.

Sluttelig blev planstrategien sendt i offentlig høring, hvor alle nu kan kommentere den, før den skal endeligt vedtages.

OPDATERET: Artikel er opdateret fredag med en præcisering af, at borgmester Tina Tving Stauning på onsdagens møde foreslog, at byrådet enedes om, at betegnelserne ”kommunecentre” og ”byzonelandsbyer” efterfølgende “bliver anvendt i Kommuneplanen, og at byrådet samlet kunne præcisere dette i beslutningen på punkter omkring Planstrategien” - og ikke, som vi første skrev; “kunne indføres i planstrategien efterfølgende i forbindelse med høringsfasen”.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...