Fem buslinjer bliver sparet væk

En af de busser, som bliver sparet væk er bus 212, som betjener blandt andet Darup, Kamstrup, Vor Frue, Snoldelev og Hastrup. Foto: Lars Kimer

En af de busser, som bliver sparet væk er bus 212, som betjener blandt andet Darup, Kamstrup, Vor Frue, Snoldelev og Hastrup. Foto: Lars Kimer

Det er snart slut med at køre bus i en række mindre byer i Roskilde Kommune. Det ligger fast efter, at der onsdag aften blev indgået budgetforlig.

Budgetforligspartierne, som er alle partier på nær Enhedslisten, har besluttet, at linje 212 skal nedlægges. Dermed er det slut med bus i Darup, Kamstrup og Hastrup.

Det er også slut med, at man kan komme med bus fra Snoldelev til Gadstrup og toget. For Snoldelev og Vor Frue betyder det, at der ikke længere er busser i weekenden, men at man i hverdagen fortsat kan kører med 220.

Også linje 204 fra Veddelev via Himmelev til Roskildes bymidte nedlægges. Samtidig oprettes der en skolebus til børnene fra Veddelev, så de kan komme i skole i Himmelev. Resten af borgerne i Veddelev må nøjes med rute 203, som kører direkte ind til Roskilde. Nedlæggelsen betyder også, at det er slut med en bus, som kører omkring plejecenteret Bernadottegården.

Blandt bybusserne nedlægges linjerne 208 og 209. Konsekvensen ved at nedlægge 208 er, at beboerne i Bakkesvinget-kvarteret ved handelsskolen skal gå ned til Maglegårdsvej for at komme med en bus. Med nedlæggelsen af 209 er det slut med en bus, som betjener Trekroner Plejecenter. Her skal beboerne nu finde de 500 meter ekstra ned til Trekroner Station for at komme med offentlig transport.

Endelig afkortes rute 206, så der ikke længere kører bus på vejen rundt om Sankt Jørgens Skole. Det betyder, at borgerne i det kvarter skal til Møllevej for at hoppe på bus 202A, en ekstra gåtur til 300-600 meter.

Kun en enkelt linje slap for at få sparekniven ved budgetforhandlingerne. Det var bus 217, som fortsat vil køre Jyllinge-Gundsømagle-Veksø Station. Ruten er Gundsømagles bus til S-togsnettet og bruges af 40.000 passagerer om året, hvilket er færre end hvad der bruger 212 og 204 - linje 204 har 63.000 bruger om året og 212 har 86.000 brugere om året - men i spareøvelsen er der også skelet til andet en passagertal, forklarer den konservative Trine Borre.

- En nedlæggelse af linje 217 ville give en urimelig lang ekstra transporttid for brugerne, hvis de vil med S-toget mod København, men jeg medgiver gerne, at de her besparelser er pest eller kolera, siger Trine Borre, som er medlem af klima- og miljøudvalget

Det er udvalgets næstformand, socialdemokraternes Chili Preisler-Andersen, meget enig i.

- Fjernede vi bus 217, var der ikke andre muligheder for de borgere. Man kan sige det samme om i hvert tilfælde en af de andre ruter, vi lukker, men der var bare ikke penge til mere, siger Chili Preisler-Andersen.

Redningen af linje 217 kommer med en pris. Flextrafikken stiger fra 41 kroner til 68 kroner i startpris.

- Det er ikke en sjov øvelse, vi er igennem her. Vi må bare sige, at vores eneste mulighed for at få kommunens budget til at hænge sammen, er at finde besparelser eller øgede indtægter, og ved at øge prisen på flextrafik kunne vi redde en buslinje, siger Jeppe Trolle (R), medlem af klima- og miljøudvalget.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...