Roskilde: Som en af de få ved 10-årige Kaya Fjeldsted fra Lejre, hvem der har bortført Emilie Zeuthen i "Forbrydelsen 3". Hun spiller nemlig rollen som den kidnappede datter, som har sendt Sarah Lund i den berømte uldtrøje for at opklare, hvem der står bag. Et spørgsmål, som børneskuespilleren også selv får efter søndagens første afsnit af DR's dramaserie.
- Folk spørger, om jeg selv er løbet væk, eller om der er nogen, der har taget mig. Men det må jeg jo ikke sige, griner Kaya Fjeldsted, der har fået strenge ordrer fra DR om ikke at afsløre, hvem der står bag bortførelsen.
Den 10 årige pige fra Lejre har altid haft lyst til at være skuespiller. I flere år har hun gået til scenekunst i Roskilde og drømt om at være med i en film eller serie. Sidste sommer bød muligheden sig så, da hendes mor fandt ud af, at DR søgte en ni-årig pige til rollen som Emilie i "Forbrydelsen".
Kaya deltog i tre casting-runder sammen med andre håbefulde piger, og i slutningen af juli ringede telefonen hjemme hos familien Fjeldsted, hvor instruktøren fortalte, at Kaya skulle spille Emilie.
Læs hele portrættet af Kaya Fjeldsted i DAGBLADET Roskilde lørdag.
