Ringsted: De omkring 40.000 medlemmer af Kolonihaveforbundet kan se frem til at skulle organiseres i større kredse, skriver DAGBLADET Ringsted.
På en kongres i weekenden vedtog et flertal af de delegerede nemlig en ny struktur, hvor 34 kredse bliver til 22. Det betyder blandt andet, at der i 2015 etableres en sydøstsjællandsk kreds, der vil omfatte omkring 1000 haver i Lejre, Køge, Ringsted, Stevns og Faxe Kommuner.
Det er kredsene, der lejer jord af kommunerne, og Per Flor, der er formand for Ringsted-kredsen, som allerede i dag omfatter Faxe, er langt fra begejstret for beslutningen.
- Det, der kan blive problemet, er, at vi har forskellige aftaler om jordleje med kommunerne. Og vi har allerede problemer i Ringsted med, at der er forskellige bebyggelsesgrader i foreningerne. Det kan godt være, det bliver godt nok, men nu skal vi forholde os til endnu en teknisk forvaltning, forklarer han og understreger, at han selvfølgelig vil respektere kongressens beslutning.
- Det er jo en demokratisk proces, og man kan ikke vinde hver gang. Men jeg havde helst set, man gjorde det frivilligt at sammenlægge sig, så man kunne gøre det i det tempo, der passer, siger han.
Den nye Sydøstsjællands-kreds vil få adresse i Ringsted, da der i forvejen ligger et kredskontor her.
