Når grin og gråd hænger uløseligt sammen

Litteraturformidler Ida Kristensen giver sit bud på tragikomiske bøger til ferien. Foto: Allerød Bibliotek

Litteraturformidler Ida Kristensen giver sit bud på tragikomiske bøger til ferien. Foto: Allerød Bibliotek

Af litteraturformidler Ida Kristensen

Denne uges boganbefaling giver tre bud på bøger, hvor tragik og komik går hånd i hånd.

Frank vender hjem

Kristian Bang Foss er kendt for sin samfundssatire, og “Frank vender hjem” er ingen undtagelse.

Frank vokser op i arbejderklassens Hvidovre med en mor, der er kontordame og en far, der er lettere hjerneskadet efter en ulykke. Frank finder vej til universitetet, hvor han forelsker sig i Thea, som er ud af en rig industrifamilie. Dermed er kimen lagt til den tåkrummende fortælling om Franks forsøg på at passe ind i Theas verden.

Man både frustreres over og føler med Frank. Sidstnævnte særligt da Thea bliver gravid, og Frank kort før termin driver til havs i sin nye havkajak. Da han vender hjem, er intet som før, og ingen tror på hans historie. Gør du?

En lykkelig slutning

Det er sjovt, bizart og ikke for sarte sjæle, når Maren Uthaug i bogen “En lykkelig slutning” tager sin læser med på rejse gennem dødens skiftende ritualer de sidste 200 år.

Nicolas er 7. generation af bedemænd i familien. Han tynges af en unævnelig og (i hans embede) temmelig upraktisk lyst, og gennem ham udfoldes historierne om hans mærkværdige forfædre, deres samtids syn på livets afslutning og arbejdet med de døde.

Plottet griber læseren fra side ét, og det historiske indblik i døden og menneskers måde at tackle den på gennem tiden giver læsningen en ekstra dimension.

Bør ikke læses under maden!

Under de høje ege

Spænding og satire er et umage match, men forenes vellykket i Chris Whitakers “Under de høje ege”.

I den lille by Tall Oaks forsvinder Harry på tre år sporløst. En storstilet efterforskning går i gang, men da Harry stadig ikke er fundet efter tre måneder, presser andre politisager sig på, og sagen om den lille dreng nedprioriteres.

Spørgsmålet om, hvad der er sket med Harry, driver bogens handling frem, men den skal først og fremmest læses for sit farverige persongalleri, der både underholder og rører læseren undervejs.

God læselyst!

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...