DEBAT: Byggesagsbehandling tager 15 måneder - ikke 5 måneder

Af Jan Lykke, Mølledammen 34, Slangerup

I februar 2023 søgte vi kommunen om byggetilladelse til en udestue. 6 mdr. senere får vi så brev fra kommunen med beskeden om, at ”vi er endnu ikke begyndt på behandling af din sag”, og ”vi kan desværre ikke fortælle på nuværende tidspunkt , hvornår du får svar”. Ved en opringning til kommunen fik jeg at vide, at der nok ville gå yderligere 3-4 mdr. inden de overhovedet ville kigge på ansøgningen.

Pudsigt nok udtaler formanden for Plan og Teknik udvalget, Kirsten Weiland, til sn.dk, at sagsbehandlingstiden for byggetilladelser er 5 mdr., hvilket hun naturligt nok finder uacceptabelt.

De 5 mdr. står dog i skærende kontrast til, at vi kommer til at vente 10 mdr. inden kommunen overhovedet begynder sagsbehandlingen, hvorefter vi skal vente yderligere 5 mdr. på selve sagsbehandlingen, dvs. 15 mdr. i alt.

Jeg kan dog godt forstå, at udvalgsformanden tror, at sagsbehandlingstiden kun er 5 mdr., for det var det, som udvalget fik præsenteret af forvaltningen på deres udvalgsmøde d. 9. august.

Forvaltningen havde bare ”glemt” at informere udvalget om, at ansøgninger ligger og samler støv i 10 mdr. inden de begynder sagsbehandlingen. Og ikke nok med det, forvaltningen har også ”glemt” at informere udvalget om, at de lige har sat syltetiden op fra 6 mdr. til 10 mdr.

Når forvaltningen påstår at sagsbehandlingen er 5 mdr., skyldes det, at forvaltningen kun måler den tid der går fra en sag er fuldt oplyst, og indtil borgeren har fået svar. Forvaltningen medtager ikke den lange tid, hvor sagen bare samler støv. På den måde får forvaltningen det til at se ud, som om det ikke er så slemt. Det har bare intet at gøre med den virkelighed, som borgerne ser.

Jeg kan kun støtte Kirsten Weilands ønske om, at der bliver gjort noget ved sagsbehandlingstiderne. Jeg synes dog ikke, at det skal vente til næste budgetår for det er ikke kun borgerne der udsættes for den langsommelige sagsbehandling. Erhvervslivet har også lige fået hævet deres ventetid fra igangsættelse af sagsbehandling med 2 mdr. så de nu skal vente 5 mdr. inden kommunen går i gang med deres byggesager. Det kan vi ikke byde erhvervslivet.

Jeg vil derfor opfordre Byrådet til at handle nu og ikke vente yderligere, for problemerne er langt større, end forvaltningen giver udtryk for.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...