En sag om omfattende udlejning af Melby Sognegård til Nordsjællands Valgmenighed endte i foråret på skrivebordet hos både biskoppen og provsten. En gruppe borgere klagede til de højere magter over udlejningen, der vil strække sig over alle søndage frem til april 2024, og menighedsrådsformand Kristian Kousholts håndtering af sagen.
Men hverken Sophie Juel, provst i Frederiksværk Provsti eller Peter Birch, biskop i Helsingør Stift, kommer til at høre borgernes bønner. I to skriftlige svar fra juni fejer de klagerne af bordet.
- Som valgmenighed er NSV (Nordsjællands Valgmenighed, red.) en del af folkekirken, og som provst mener jeg således ikke, at der skulle være noget i det bekendelsesmæssige tilsyn, der skulle kræve indgriben i menighedsrådets afgørelse fra provsti eller stift, skriver Sophie Juel i sin udtalelse.
Den bliver bakket op af Peter Birch.
- Jeg kan fuldt ud tilslutte mig provstens vurderinger og betragtninger, skriver biskoppen.
De anbefaler dog begge, at menighedsrådet kontinuerligt gør sig overvejelser og evaluerer udlånet af sognehuset, specifikt om der opleves begrænsninger i forhold til kirkens egen aktiviteter i weekenderne samt om udlejningsbeløbet står mål med slid og brug af lokalerne.
- Det er i sidste ende en subjektiv vurdering om hvor meget eller hvor lidt sognets lokaler skal udlejes og udlånes og til hvem, og det er menighedsrådets pligt og ret at foretage denne vurdering, skriver Sophie Juel.
Ro i sindet
Udtalelserne fra biskop og provst kommer ikke bag på Kristian Kousholt, formand for Melby Menighedsråd.
- Jeg har taget sagen med en vis ro i sindet, fordi jeg hele tiden har vidst, at der ikke var noget at komme efter. Vi har ikke overskredet vores kompetencer, hjemmel eller måde at håndtere det på. Og det tror jeg inderst inde også godt, at klagerne vidste, siger Kristian Kousholt.
- Jeg tror grundlæggende, at det handler om, at håndfuld mennesker var uenige i den beslutning, som menighedsrådet har taget. Det kan man sagtens være, og de har derfor brugt de rettigheder, som de har til at klage. Så alt er foregået efter reglerne.
Kristian Kousholt blev undervejs blandt andet beskyldt for at være gået bag menighedsrådets ryg, da han tre uger inden rådet skulle træffe beslutning om udlejning, havde givet Nordsjællands Valgmenighed adgang til at lægge reservationer ind i kirkens bookingsystem. Heller ikke det ser provst eller biskop et problem med.
- Jeg bryder mig ikke om, at der har været flere angreb på min person. Jeg er blevet beskyldt for at være diktatorisk og gå bag om ryggen på folk. Det er der ikke hold i, og jeg synes, at det er at gå langt over stregen, bare fordi man er uenig i en beslutning, siger Kristian Kousholt.
I strid med god forvaltningsskik
Udtalelsen fra provst Sophie Juel er dog ikke lutter positiv overfor menighedsrådets ageren. Hun gør det klart, at menighedsrådet faktisk har handlet i strid med god forvaltningsskik undervejs.
Det skete den 19. april i år. Her udsatte rådet at træffe beslutning i sagen om udlejningen af Melby Sognegård, mens den var på det offentlige menighedsrådsmøde. Men i stedet for at tage den op på næste offentlige møde i maj, tog rådet den op senere samme dag på et lukket møde. Her blev forslaget om udleje bragt til afstemning og vedtaget.
- Derfor er det i strid med god forvaltningsskik, at spørgsmålet derefter er taget op igen på den lukkede del af mødet samme aften, og der afholdes afstemning og forslaget vedtages. Her har Melby menighedsråd ikke handlet i overensstemmelse med Menighedsrådslovgivningen, og sagen bør derfor genbehandles, lyder det fra Sophie Juel.
I hendes svar fremgår det dog, at menighedsrådet siden har rettet op den forkerte forretningsgang ved at genbehandle sagen på et offentlige menighedsrådsmøde i maj.
Slut med private fester
I maj vedtog menighedsrådet at indgå lejeaftale om sognegården med Nordsjællands Valgmenighed, men det var ikke eneste beslutning, som blev truffet vedrørende sognegården.
Menighedsrådet traf også en beslutning, som Kristian Kousholt kalder “mere vidtrækkende”.
- Vi har besluttet kun at leje sognegården ud til private arrangementer, som har forbindelse til kirkelige handlinger, eksempelvis i forbindelse med dåb, begravelse eller vielse. Sognegården er ikke et forsamlingshus, men et menighedshus, købt af folkekirken i 60’erne til det brug, og det kommer ikke til at blive brugt til runde fødselsdage eller studenterfester, siger menighedsrådsformanden.
Det skyldes, at menighedsrådet har fået flere klager fra naboer om støjgener fra fester i sognegården.
- Mange steder lejer man slet ikke sognegården ud. Det har vi gjort, men dråben der har fået bægeret til at flyde over, er klager fra naboer om støjgener. Det er begyndt at udvikle sig til fester, som vi ikke kunne stå inde før, siger Kristian Kousholt.
Nordsjællands Valgmenighed viser allerede i 2022 interesse for at leje sognegården i Melby. Deres ønske er et omfattende lejemål, der omhandler stort set hvert søndag frem til april 2024.
Det får Dennis Nielsen, der i mange år har taget sig af sognegården, til at kritisere det mulige lejemål. Han mener, at man i så fald prioriterer “en indremissionsk valgmenighed over sognets 3.200 sognebørn”.
I april 2023 skal menighedsrådet tage stilling til sagen. Men allerede tre uger inden, har menighedsrådets formand Kristian Kousholt givet Nordsjællands Valgmenighed mulighed for at reservere datoer. På selve menighedsrådsmødet bliver sagen udskudt, men kun indtil senere samme dag, hvor det tages op på et lukket møde.
Efterfølgende sender en gruppe borgere, heriblandt Thomas Lind og Kim Snekkerup, begge tidligere menighedsrådsformænd samt Torben Andersen, nuværende menighedsrådsmedlem, en klage til bishoppen og provsten over menighedsrådets beslutning og håndtering af sagen.
Klagerne er nu afvist af både biskoppen og provsten, og den 8. juni indgik menighedsrådet en lejeaftale med Nordsjællands Valgmenighed.

Som valgmenighed er NSV (Nordsjællands Valgmenighed, red.) en del af folkekirken, og som provst mener jeg således ikke, at der skulle være noget i det bekendelsesmæssige tilsyn, der skulle kræve indgriben i menighedsrådets afgørelse fra provsti eller stift, skriver Sophie Juel i sin udtalelse.
Sophie Juel, provst, Frederiksværk Provsti
Har du et godt tip om denne eller andre historier, kan du kontakte journalisten på kasper.doenbo@sn.dk eller telefon: 47724871
Kom ind og deltag i debatten om denne og andre artikler på vores Facebookside: Halsnæs sn.dk
Du finder siden .