Det var ren jackpot, da Vordingborg Festuge sidste år havde et af Danmarks mest populære og eftertragtede kunstnere - Tobias Rahim - på scenen. Festugen havde skrevet kontrakt med ham, inden han blev et verdensnavn i Danmark med et prisskilt om halsen langt over Festugens økonomiske formåen. Sådan et lykketræf har Vordingborg Fesuge ikke haft i år, men ifølge talsmand Kim Ingemann er der ingen grund til ikke at dukke op og hygge sig med en fadøl i hånden, når det fra på mandag går løs.
- Vores musikprogram har fået god respons, siger Kim Ingemann Erichsen.
Det er traditionen tro velkendte navne, som skal trække læsset til Vordingborg Festuge. Det gælder blandt andre Dodo & The Dodos, Stig & Vennerne, Sømændene, Johnny Deluxe og skuespilleren Rasmus Bjerg, der synger John Mogensens populære sange.
- Det er musik for familien Danmark, siger Vordingborg Festuges formand, Leif Udengaard.
- Det er vigtigt for os at ramme bredden; at vi får så mange med som muligt, så vi ikke lukker arrangementet omkring en bestemt målgruppe, supplerer Kim Ingemann Erichsen.
Det er planen fra Festugens side at holde gryden i kog i samtlige seks dage. Mandag åbner man med to solide navne, Johnny Deluxe og Rasmus Bjerg som John Mogensen.
- I stedet for at gå og vente til sidst på ugen vil vi gerne løfte festugen, så vi har mange mennesker på Slotstorvet fra start, siger Kim Ingemann Erichsen.
Tirsdagens program henvender sig til det unge publikum med blandt andre den fynske søsterduo Prisma. Onsdag er gensyn med rutinerede Dodo & The Dodos, mens torsdagens blandt andet byder på Folkeklubben. Fredag og lørdag er de traditionelt de to største dage med masser af publikummer, der får øllet til at flyde fra hanerne. Denne gang bliver det næppe mere folkeligt med Sømændene, Shubberne og Stig og Vennerne.
- Det er bevidst. Det kører på traditionerne, hvor folk ikke skal på arbejde dagen efter, siger Kim Ingemann Erichsen.
Musikken under Festugen kommer ikke kun fra hovedscenen på Slotstorvet. Som tidligere år er der også en scene på ruinterrænet til mindre kendte navne.
10. juli: 19.30: Johnny Deluxe. 20.30: Rasmus Bjerg som John Mogensen
11. juli: 18.15: Prisma. 20.15: Jacob Aksglæde. 22.15: Nicklas Sahl
12. juli: 19.30: Grassolin. 22.15: Dodo & The Dodos
13. juli: 20.15: Patina. 22.15: Folkeklubben
14. juli: 19.00: Sømændene. 22.10: Shubberne.
15. juli: 19.15: Fyr & Flamme. 21.30: Stig & Vennerne
Se hele programmet på vfu.dk
