Sidst i maj blev Danmarks første puma-unge født. Det skete i Krokodille Zoo, som er det eneste sted i landet, hvor man kan opleve pumaen.
- Ungen er aller sødest lige nu. Den løber rundt og er en bandit, fortæller René Hedegaard, direktør i Krokodille Zoo.
- Vi er pavestolte over at have modtaget den første puma-unge i Danmark her i Krokodille Zoo. Det er en betydningsfuld begivenhed for os og for vores gæster, da det giver dem en sjælden mulighed for at lære og interagere med et af verdens smukkeste rovdyr, fortsætter han og er overbevist om, at det bliver en vidunderlig sommer for zoo’en:
- Udover vores bedårende pumaunge, er det også første sommer, hvor vores splinternye tropehal har anlæggene fyldt af dyr. Her kan gæster opleve vores enorme bevaringsprojekt for Orinoco krokodillerne, se de enormt truede gavial krokodiller og meget meget mere, siger han.
På mission for dyrene
Krokodille Zoo har en mission om at bevare og beskytte truede dyrearter og øge bevidstheden om deres vigtighed i økosystemet. Zoo’en har dedikeret sig til at skabe et sikkert og naturligt levested for alle dets dyrearter og arbejder tæt sammen med internationale organisationer for at opnå dette mål.
Pumaer er det fjerde største kattedyr i verden og det kattedyr, der spinder højest. De er det mest udbredte kattedyr, som findes i størstedelen af Sydamerika, Vestlige Amerika og Canada, men pumaen står over for nogle alvorlige udfordringer, som tab af levesteder og konflikter mellem mennesker og dyreliv. Pumaen tager nemlig kvæg, hvilket fører til økonomisk tab for landmænd, som derfor går på ulovlig jagt på pumaer.
Pumaen spiller en kæmpe rolle i naturen som et toprovdyr. Deres bevarelse er afgørende, da de regulerer byttedyrs bestanden og dermed skaber en sund balance i fødekæden og vedligeholder biodiversiteten.
Mille

