Holtug: Lørdag den 17. juni 2023 markerede Stevns Civile Hundeførerforening, i daglig tale DCH Stevns, at man har eksisteret i 50 år.
DCH Stevns er en del af en landsdækkende organisation, Danmarks Civile Hundefører-forening, der på landsplan har omkring 13.500 medlemmer. Foreningen på Stevns har knap 100 medlemmer, og holder til i Holtug på den gamle sportsplads.
Mange øvelser
Vi har spurgt den lokale formand, Karin Nielsen, hvad DCH Stevns laver?
- Jo, vi leger med vores hunde. En leg med et formål, og formålet er at få et godt samarbejde mellem hund og hundefører. Et samarbejde så godt, at hunden synes det er sjovt at udføre de øvelser, den bliver bedt om og efterfølgende bliver belønning for, fortæller hun og fortsætter:
- Øvelserne kan være lydighedsøvelser som f.eks. at gå pænt ved siden af sin fører, finde genstande i et område eller hente en apport, som er kastet. Det kan også være at dyrke agility, rallylydighed eller nosework. I rallylydighed er det en bane med et antal skilte, man skal igennem, og hvert skilt viser den øvelse hund og fører skal lave. Det kan for eksempel være at hunden skal gå slalom gennem nogle kegler eller dreje rundt foran hundeføreren. I nosework skal hunden finde og markere genstande med forskellige dufte. Til at begynde med er det lavendelduft, men efterhånden som hunden bliver dygtigere kommer der op til to dufte mere på. Agility er forhindringsløb i form af spring, vippe, tunneller m.v. på en bane, og det foregår på tid, forklarer Karin Nielsen.
Alle kan deltage
Uanset hvilken gren af hundesporten man dyrker, er der mulighed for at komme ud og konkurrere med sin hund.
Der afholdes konkurrencer i DCH-regi i de forskellige grene, både lokalt og på kreds- og landsplan.
”Og hvem kan være med?”
- Det kan alle. Der stilles ikke krav om at hunden er raceren eller har stamtavle. Alle hunde og ejere er velkomne. Hos DCH Stevns er der hold for både hvalpe, unghunde, seniorhunde og dem derimellem, lyder svaret fra Karin Nielsen.
Ved at træne sin hund hos f.eks. DCH Stevns så opnår man som ejer den aktivering, som er så nødvendig for at få en harmonisk hund. Afhængig af hvilken type hund man har, vil der være forskellige behov og krav til aktiveringen.
- Hunden har også behov for at være sammen med både andre hunde og andre mennesker, for at lære at begå sig socialt. Det er bl.a. de ’værktøjer’, DCH Stevns giver vores hundeførere, samtidigt med at hunden bliver godt socialiseret i trygge rammer. Når den grundlæggende træning er på plads, og hunden for eksempel kommer når der bliver kaldt og ikke trækker sin fører afsted i strakt line, så er det er jo unægteligt lidt sjovere og afslappende at lufte sin hund, siger Karin Nielsen.
Mange hold
DCH Stevns ville gerne kunne tage flere hunde, og deres ejere, ind til træning, men Karin Nielsen beklager, at der for øjeblikket ikke trænerkapacitet til så mange flere hold.
Men hun oplyser, at der hele tiden opstår nye muligheder, så tøv ikke med at kontakte DCH Stevns ved interesse for at komme på et træningshold. Klubben kan kontaktes via vores hjemmeside: www.dch-stevns.dk
På hjemmesiden findes der, ud over generel information om foreningen, også information om hold og evt. ledige pladser. Nye hold bliver også opslået her.
Man er også velkommen til at kigge forbi træningspladsen på Holtug Bygade 37A og få en snak med en fra klubben. Der trænes på hverdagsaftner og på lørdage og søndage. Størst chance for at møde nogen fra klubben er lørdag formiddag.
- Det er ikke sikkert at holdene på hverdagsaftner altid træner på pladsen, idet træningen sommetider flyttes til andre spændende arealer på Stevns, understreger Karin Nielsen.
sky
