Den vidunderlige bænk i Indien

Af Freddy Svane, Danmarks ambassadør i Indien

Drømmen om at besøge et af verdens vidundere har til alle tider drevet vores nysgerrighed og rejselyst.

Det berømte Taj Mahal i Indien er blandt de mest besøgte, og særligt en bænk er omgærdet med mystik. Her skal alle fra statsledere og danske kronprinspar til helt almindelige mennesker fotograferes. Det mest romantiske minde fra Indien skal foreviges.

Bænken giver populært kaldet et “Lady Di-moment”. Dette refererer til et berømt foto, hvor prinsesse Diana blev fotograferet siddende alene på bænken med Taj Mahal i baggrunden i 1992.

Bænken er en del af og symbol på den fascination, som Taj Mahal og Indien i bred forstand altid har udløst!

Jeg har selv siddet på bænken ved flere lejligheder og ladet tankerne flyve sammen med min søde hustru.

Verdens mest folkerige

Indien drager med sin kultur og sin historie. Så anderledes og farverigt. Min og min families lange ophold har bragt os ind i denne fascinerende nation og dets mangeartede kultur.

Men Indien og inderne er under hastig forvandling. I år er Indien blevet verdens mest folkerige land. Der er nu officielt mere end 1,4 milliard mennesker.

For de fleste er Indien blot et land. I virkeligheden er det så forskelligt, som man kan forestille sig. Fra de majestætiske bjerge i nord mod Himalaya til fladere landskaber mod øst ved den bengalske bugt og mod vest ved det arabiske hav, for til sidst at løbe ud i Det Indiske Ocean i syd.

Et umådeligt stort land, der kan kaldes en levende civilisation, hvor tusindårige kulturer holdes i live og praktiseres.

I Indien er der uhyre store kontraster fra rig til fattig. Trods afstande og forskelle til vores eget land, så er hverdagen nok ikke så forskel-

lig.

Jeg har haft det store privilegium at have aflagt officielt besøg i alle delstater.

For nogen tid siden besøgte jeg byen Ferozepur i delstaten Punjab. Af mange beskrevet som et udkantsområde. Med sine 27 millioner indbyggere er Punjab en af de mellemstore delstater. Mestendels kendt for sikhernes helligdom - det gyldne tempel. Ufatteligt smukt med et voldsomt menneskemylder.

Ferozepur ligger tæt på grænsen til Pakistan. Hver aften kan man ved solnedgang se den traditionsrige grænselukning ved Hussainwalla, hvor grænsevagterne på begge sider puster sig op. Et show, der nærmer sig stemningen i Parken, når svensken skulle slås i gamle dage.

Ferozepur er også et landbrugsområde, hvor der dyrkes velkendte afgrøder som korn. Det ligner mit Lolland, hvor jeg er født. Flade marker, som allerede var blevet høstet med godt udbytte. Mejetærskere og massevis af topmoderne traktorer og ballepressere.

Hvorfor er det interessant, kan man spørge? I dag taler alle om den grønne omstilling. Noget, som vi alle gerne bidrager til. På markerne ved Ferozepur presses halmen og bringes til et halmkraftværk - fuldstændig som på Lolland.

Som at komme hjem

At få lov at køre en kæmpestor traktor på de punjabske marker er som at komme hjem. Stoltheden hos landmanden, der har købt disse meget dyre traktorer, er ikke til at tage fejl af. Traktorsædet i den enorme New Holland-­traktor fascinerer ligesom bænken i Taj Mahal. En imponerende oplevelse.

Lige ved siden af halmkraftværket, der giver billig strøm, lokal beskæftigelse og ikke mindst nedbringer luftforureningen, er en solpanelfabrik skudt op. Fuldt automatiseret og allerede under udvidelse til en årlig produktion på 1 GW.

Der er således fuld fart på udviklingen og den grønne omstilling.

Besøgte også skolen Dass & Brown, en topmoderne skole med alle faciliteter og idrætsfaciliteter, som hjertet kan begære. Her investeres i fremtiden og i ungdommen.

Dvælede et kort øjeblik på en af de moderne skolebænke. Lod tankerne flyve fra min første skoledag på Lolland til bænken i Ferozepur. Verden er så foranderlig og livsvilkår så forskellige, men bænkes vi som mennesker rigtigt, så er verden åben for os alle. Lad drømmene flyve - helt til Indien.

Taj Mahal er kendt for at være den største af alle kærlighedserklæringer. Det er egentligt et gravmæle for den daværende kejser Shah Jahans yndlingshustru Mumtaz Mahal. Det blev færdigt i 1653 efter mere end 20 års byggeri og knejser den dag i dag over floden Yamuna. Bænken kom først til senere.

Bænken er stedet for hvile og eftertanke - og måske samtale om fredelig sameksistens.

God sommer!

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...