Af Anna Katrine Werge Bønnelycke, arkivar, Gentofte Lokalarkiv
Gennem 123 år har Gentoftes strande været som fluepapir for badegæster.
I dette uddrag fra Villabyerne fra onsdag den 18. juli 1906 beskrives ferielivet, som det udfoldede sig ved Christiansholm Badeanstalt ved Klampenborg (”den med Maagerne”, som artiklen beskriver det). Det var især københavnere, der belagde stranden, for med toget kunne man nemt og bekvemt tage på endagstur til vandet.
”Børnene boltrer sig i Sandet eller “sopper”. De ældre anbringer sig i Badeanstaltens Strandkurve eller i de magelige Bænke. Unge, lysklædte Piger lægger sig saa lange de er, i det bagende Sand, og Solen bruner deres Hud og giver dem et kækt og friskt Udseende. Enkelte omsorgsfulde Mødre pakker Madkurvens Indhold ud og placerer vældige Bunker af Smørrebrød paa Bordet, mens Børnene — hvem Vand og Sol giver en glubende Appetit — glædestraalende ser til.
Jo, her er Ferieliv. Ægte, dansk Ferieliv.”





