Der er flere sommerfugle-eksperter, der udtrykker bekymring angående Furesø Kommunes planer om at implementere DN’s nyeste vision angående udsætning af store græssende dyr på Baunesletten.
Der er flere fra Lepidopterologisk Forening (sommerfugle-eksperter), der i andre rewilding-projekter har set, at afgræsningen af sommerfuglenes biotop betyder, at blandt andet violetrandet ildfugl bliver fortrængt, da fødeplanter afgræsses af kvæg/heste.
Jeg har i et svar fra formanden for Natur og Miljø på vores bekymring angående udsætning af kvæg/heste fået oplyst, at den nuværende plejeplan ikke har givet nogle naturmæssige resultater. Det er meget overraskende, da man kan konstatere en stor fremgang af observationer af violetrandet ildfugl på Baunesletten, efter man i 2023 er begyndt at følge anbefaling om mosaikdrift og afbrændring af græs.
Der blev af en af vores lokale sommerfugle-eksperter observeret otte ildfugle i 2022-sæsonen, 20 observationer i hele 2023, og der er på to dage i 2024 allerede observeret 14 ildfugle. Så faktisk viser det sig, at den nuværende plejeplan virker helt efter hensigten. Stort tilykke med det!
Jeg har på fornemmelsen, at vores politikere i Natur og Miljø er blevet forblændet af DN’s fine visioner om at indhegne det meste af området omkring Farum Sø og udsætte store planteædere, da dette vil være eneste løsning for at opnå bedre biodiversitet i området. Man kan jo så undre sig over, at Skov- og Naturstyrelsen meget klart har afvist, at Ryet Skov kan indgå i et rewilding-projekt, da man ikke mener, at området er egnet. Jeg mener nok, at Skov- og Naturstyrelsen har kompetencer til at vurdere dette.
Der er på nuværende tidspunkt meget begrænset tilslutning fra øvrige lodsejere, så måske Natur- og Miljø-udvalget bør lytte til andre eksperter end DN samt de biologer, der er ansat til at gennemføre et rewilding projekt.
Der er fra foreningen Bevar Baunesletten et oprigtigt stort ønske om at forbedre biodiversiteten i vores kommune til gavn for alle borgere, vi mener bare, at dette kan foregå uden at indhegne Baunesletten og herved risikere at ødelægge de positive resultater, der pt er observeret i området.
Vi ser frem til at få belyst alternative løsninger, der kan forankres med opbakning fra lokale borgere.
Allan Jensen
Bevar Baunesletten