Sammen med entreprenørerne Hoffmann A/S og Druedalens Entreprenørforretning A/S har Halsnæs Forsyning taget første spadestik til fjernvarmenettet i Ølsted.
Projektet skal de kommende år sikre bæredygtig fjernvarme til borgerne i Ølsted.
- Dette første spadestik markerer ikke blot begyndelsen på et fysisk projekt, men et løft for vores lokalmiljø og en kæmpe skridt mod vores fælles mål om at skabe en mere bæredygtig verden, lokalt tænker vi globalt, siger Thomas Møller Nielsen, der er bestyrelsesformand for Halsnæs Forening, i en pressemeddelelse.
I projektet har Halsnæs Forsyning fokus på bæredygtighed. Det kommer til udtryk ved at genbruge så meget jord som muligt.
Entreprenørerne og Halsnæs Forsyning vil gøre deres bedste for at informere borgerne om gener, der kan opstå i forbindelse med anlægsarbejdet.
- I har taget imod dette projekt med åbne arme og stor forståelse. Vi ved, at udrulningen af fjernvarmen vil medføre noget støj og aktivitet i jeres hverdag. Men I har vist, at I ser det store billede og forstår, at disse midlertidige gener er en del af vejen mod en mere bæredygtig og sikker energiforsyning, udtaler Thomas Møller i samme pressemeddelelse og retter en særlig tak til beboerne i Ølsted.