Østre Landsret er mandag blevet evakueret efter anmeldelse om en bombetrussel.
Det skriver Københavns Politi på det sociale medie X.
- Vi tager de nødvendige forholdsregler og har afspærret et område, således at der ikke er fare for borgere, skriver politiet.
- Vi samarbejder med relevante myndigheder og vil opdatere løbende.
Ifølge retslisten blev to retssager mandag morgen behandlet i landsrettens bygning, der ligger på Orientkaj i det nordlige København. Senere mandag skal en tredje sag behandles.
26. april blev samme bygning også evakueret, efter at der var kommet en bombetrussel. Dengang lød det fra politiet, at truslen blev fremsat via telefon.
/ritzau/