Med gårsdagens nederlag til franske Lille, må FC København se i øjnene, at de ikke kommer til at spille Champions League i år. Det betyder også, at københavnerholdet må vinke farvel til rigtig mange millioner kroner, som de ellers har budgetteret med. Også svenske Helsingborgs drøm om Champions League er slukket efter de tabte 0-2 til Celtic.
Dermed er FC Nordsjælland enste skandinaviske hold i Champions League, og det betyder, at klubben alene scorer de 75 millioner kroner, som UEFAs TV-pulje forlyder at være på.
Allan K. Pedersen fra FC Nordsjælland lagde i sidste uge i en udtalelse her på furesøavis.dk ikke skjul på, at pengene ville gøre godt i FC Nordsjælland.
"Det ville jo være fantastisk, hvis vi kom i en situation, hvor to danske hold skal spille Champions League, men omvendt er det da ingen hemmelighed, at det også ville være herligt at få nogle flere penge", lød det fra klubejeren, der altså kan glæde sig over, at FC Nordsjælland er ene hold om den store TV-pulje fra UEFA.
Men det er langt fra kun pengene, FC Nordsjælland kan glæde sig over. Som eneste danske og skandinaviske hold i Champions League bliver al opmærksomhed nemlig drejet over på FCN, og det er også mange penge værd.