Møns Bank blev onsdag formiddag ejer af Keldby Camping, Pollerupvej, ved 2. tvangsauktion over ejendommen ved fogedretten i Nykøbing F.
Ved 1. tvangsauktion lød højeste bud på 1.250.000 kr.. Og fogeden, Brit Frimann, fastslog, at nævnte beløb skulle være udgangspunktet - og at overbuddet pr. gang skulle være mindst 5.000 kr.. Første bud lød så på 1.255.000 kr., og det kom fra ejeren af Ore Strand Camping ved Vordingborg, Hans Jørgen Høj Weidich. Advokat John Larsen stillede derpå an med et bud på 1.260.000 kr. på vegne af Møns Bank. Og så fortsattes der med overbud, indtil summen landede på 1.550.000 kr., som blev prisen for Møns Bank for at blive campingplads-ejer. Hertil kommer et beløb med ekstra udgifter til ejendomsskat og annoncering på ca. 163.000 kr..
Tvangsauktionen var begæret af det insolvente dødsbo efter Bernd Kliem samt af Møns Bank. Og retten har tidligere oplyst, at Keldby Camping har været ejet af Lotte Stefanie Guise. Ejendomsværdien er på 3.700.000 kr., og som første panthaver stod DLR Kredit A/S med en fordring på 3.079.000 kr.. Mens Møns Bank havde andet og tredje pant på henholdsvis 1.100.000 kr. og 658.544 kr..
Rent lovmæssigt kan Møns Bank ikke stå som ejer af campingpladsen, som derfor skal sælges videre. Og hvis banken helt skal undgå at lide tab, bliver prisen for campingpladsen i omegnen af små fire mio. kr..
