Det bliver i familien, når det handler om formandsposten i Blistrup Skytte- og Idrætsforening.
Foreningen fylder 140 år i år - og den første formand i foreningen hed Ole J. Roswall. Han var ifølge sit oldebarn en foretagsom mand, der også var initiativtager til forsamlingshuset og brugsforening. Oldebarnet hedder Per Roswall, og han har løftet sin oldefars arv og har nu været formand for foreningen siden 1978, bortset fra et afbræk på tre år undervejs.
- Jeg har været med foreningen alle dage og begyndte at spille fodbold, badminton og håndbold fra jeg var fire-frem år, fortæller Per Roswall, der kom igang med forskellige sportsgrene, fordi hans far også var aktiv idrætsudøver.
Da foreningen blev stiftet i 1883 var det i første omgang som en skytteforening, hvilke der blev stiftet en del af rundt omkring i Danmark på det tidspunkt. Senere kom gymnastik til, som stadig er den største afdeling.
Håber på udbygning
Foreningen havde på et tidspunkt 2000 medlemmer, men da Blistrup Skole blev reduceret til en skoleafdeling, der går til 6. klasse, betød det, at en del større børn meldte sig ud. Foreningen har i dag omkring 1100 medlemmer.
- Det kunne mærkes, da de fjernede overbygningen på Blistrup Skole, for så begyndte børnene at dyrke idræt med dem, de går i skole med i Gilleleje. Så vi håber, at der snart bliver bygget noget på det område, der hedder Ærtemarken, så der kan komme nogle nye foreninger til området og dermed flere børn i foreningen. Vi oplever også, at der sker tilflytning til området, når ældre borgere flytter ud af deres parcelhuse, fortæller Per Roswall.
Udover at håbe på, at byudvikling kan understøtte foreningen, har man løbende forsøgt at følge med tiden ved at få nye sportsgrene på programmet løbende, senest e-sport, samt et fitnesscenter, som har fleksible åbningstider.
- For otte år siden udvidede vi med et foreningsfitnesscenter, som har 200 medlemmer, og hvor jeg selv er instruktør, fortæller Per Roswall.
- Der kommer en del ældre mennesker, som på den måde kan holde sig friske, siger han og fortæller, at foreningen fortsat har udviklingsplaner i støbeskeen såsom et udendørs fitnesscenter.