Tilbud trak folk til Humac-åbning

Hillerød: Køen var flere meter lang, da Apple åbnede en Humac-forretning i Slotsarkaderne klokken ti fredag formiddag. Butikken havde sørget for flere fordelagtige køtilbud, blandt andet kunne de fem første købe en iPad til 2999 kroner. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Jeg har ligget her i 22 timer, siger Lasse Staal, som sammen med sin ven havde taget den lange vej fra Roskilde til Slotsarkaderne. De to slog lejr foran den nye Humac-forretning som de første torsdag klokken 12 middag.

- Jeg skal have en iPad. Det er jo et knaldgodt tilbud, og så er det altså ventetiden værd, siger Lasse Staal.

- De to venner var dog ikke de eneste, der var spændt op til åbningen. Butikschef Achraf Kbire gik i minutterne op til klokken ti hvileløst rundt i sin nye forretning, mens han gned sig i hænderne og sikrede, at alt stod, som det skulle. Præcis da klokken slog ti, blev forhænget foran indgangen pillet ned og de første 15 kunder lukket ind.

At Apple åbner deres tiende butik i Hillerød, er ikke helt tilfældigt.

- Det er en rigtig god kulturby med et stort opland, og Slotsarkaderne har fået en genoplivning, siger butikschefen, som også mener, det er meget vigtigt, at Hillerød er en by med mange unge mennesker og uddannelsesinstitutioner.

I den nye forretning er der blevet ansat et helt nyt team af medarbejdere, som står klar til at hjælpe.

- Vi går meget op i, at man kan komme her og få vejledning. Og så holder vi nogle Ny på Mac-kurser, hvor vi underviser i, hvordan man bruger sin Mac-computer, siger Achraf Kbire.

Få minutter over ti lød det første bip fra kasseapparatet, og det betød, at Lasse Staal glad kunne gå fra Slotsarkaderne med sin nye iPad i hånden.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...