Hundested "lukket område"

"Lukket område" står der skrevet på et skilt under byskiltet, der møder trafikanterne, når de kører ad Amtsvejen ind i Hundested. Det undrer ikke bare byens borgere, men også administrativ medarbejder i Halsnæs Kommunes Vej og Park-afdeling Vibe Lind.

- Mærkeligt, det er det, siger hun til Frederiksborg Amts Avis og henviser til Vejdirektoratet.

Amtsvejen er nemlig statsvej, og ansvaret for skiltning langs Amtsvejen hører derfor under Vejdirektoratet.

I Vejdirektoratets Vejcenter Sjælland kender Ole Johansen ikke noget til skiltet. Hans umiddelbare gæt er, at nogen kan have placeret det på byskiltet i forbindelse med "en kampagne eller sådan noget." Og han er ikke i tvivl.

- Det skilt skal væk, siger han.

Byskilte hører nemlig til de skilte, som ikke må kombineres med andre skilte.

Præsenteret for et fotografi af skiltet bliver han endnu mere skarp:

- Jeg vil omgående bede vores vejtilsyn om at fjerne denne tavle og eventuelt kontakte kommunen for at få klaret hvem der eventuelt har givet ordre til at montere denne tavle. Der er tale om en fejl, som hurtigst muligt vil blive rettet, siger han.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...