Af Mikael Østergaard
Jes Kølpin har, efter 33 år som ejer af ejendommen Bellevue Teatret og 31 år som direktør for teatret, besluttet, at tidspunktet er ved at være inde til at overlade scenen til sin afløser.
"Jeg har hele tiden ment, at der må være et liv uden for Bellevue Teatret. Det skal jeg nu gå på opdagelse i. Jeg er bestemt ikke træt af at være teaterdirektør, men det skulle jo ske på et eller andet tidspunkt. Og jeg ville gerne selv bestemme datoen. Det skulle ikke være Gud eller nogen anden", siger Jes Kølpin.
Bellevue Teatrets bestyrelse har på den baggrund indgået en aftale med Anette Vendelbo om, at hun tiltræder som direktør for Den Selvejende Institution Bellevue Teater Produktion den 1. januar 2013. Anette Vendelbo har i en lang årrække været producent og souschef på Østre Gasværk Teater og er i dag stifter og ejer af agentvirksomheden 'All That Management'.
"Anette er den helt rigtige person. Jeg har kendt hende i over 20 år, og hun har stor erfaring med hele det praktiske arbejde på et teater. Desuden har hun via sit agentfirma tætte forbindelser til alle gode skuespillere og scenografer i Danmark. Anette blev en mulighed nu, det ville hun måske ikke være om to år, og derfor var det bare om at slå til".
Økonomien i orden
Den nye direktør overtager et velfungerende teater.
Bellevue Teatret blev for få år siden renoveret fra A til Z, det tekniske udstyr er helt up-to-date og medarbejderstaben professionel. Og ikke mindst er økonomien solid.
"Bellevue Teatret får tre millioner kr. i offentligt tilskud om året, og da omsætningen i gennemsnit ligger på 19 millioner kr., skal vi selv løbe 70 procent af udgifterne hjem. De fleste år er der overskud, enkelte år minus, men vi har holdt skindet på næsen i alle 31 år og har endda haft penge til den gennemgribende renovering af bygningen", siger Jes Kølpin, der fra årsskiftet flytter ind på sin tegnestue i København.
"Jeg har økonomiske interesser i ejendomme og Strandhotellet og Helenekilde i Tisvildeleje, og er med på sidelinjen i min datters modebutik i København og min søns filmprojekt i USA. Ejendomme, mode, teater, film og hoteller er de fem områder, som bankerne advarer imod. Så jeg har nok at se til".