Slagelse: Landskabet bugter sig, og bakkerne slår bølger ved Slots Bjergby. Terrænet er bjerget og højtliggende - og her ligger altså Sjællands højest beliggende kirke. Det troede man i hvert fald.
Det myldrer nemlig med mere eller mindre upræcise skud på, hvor højt kirken egentlig ligger. Det viser sig imidlertid, at lige netop Slots Bjergbys højdemåling, og dermed kirkens placering, alligevel ikke er nok til en rekord. Det viser de seneste opmålinger fra Kort & Matrikelstyrelsen.
- Inden for de seneste par år er det blevet muligt at måle beliggenhed med op til få meters afvigelse, og Slots Bjergbys kirke ligger altså ikke højest, fastslår Jacob Johansen, talsmand for hjemmesiden danskebjerg.dk.
Slots Bjergby Kirke ligger 81 meter over havets overflade. Det er dog ikke nok til at vinde over Everdrup-kirken nær Rønnede. Den kirke kan ifølge Kort & Matrikelstyrelsen iføre sig rekordtrøjen og dermed titlen som "Sjællands højest beliggende kirke". Dog kun én meter højere end Slots Bjergbys ditto.
Netop den måling ærgrer formand for Slots Bjergby Landsbyråd, Henning Buhl-Madsen.
- Det var pokkers! Det er jeg da ærgerlig over at høre. Sådan har det jo været i generationer. Nu må vi så skrive, at vi "næsten" har Sjællands største kirke, siger han.
