Fredag i sidste uge blev et mistænkeligt forhold anmeldt til politiet. En kvindelig kondiløber var angiveligt ude at løbe i en skov i Slagelse, da hun blev forsøgt kidnappet. Sådan er forløbet tidligere blevet beskrevet i et opslag på Facebook.
Et forløb, som kilden, der har skrevet opslaget, bekræfter over for Sjællandske.
Også politiet bekræfter, at en kondiløber har indgivet en anmeldelse.
- Politiet modtog fredag i sidste uge en anmeldelse fra en kondiløber omkring en hændelse i skovterrænet ved Slagelse. Vi har den forbindelse undersøgt området og afhørt involverede, oplyser Nikolaj Bork, der er politikommissær i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Vi kan på nuværende tidspunkt ikke vurdere, hvad der ligger bag hændelsen, og vi vil derfor fortsætte vores undersøgelser for at få dette afdækket, uddyber han.
Foreløbig har politiet derfor ikke yderligere kommentarer til hændelsen.
Politiet bruger ikke selv ordet kidnapningsforsøg, men har indtil videre heller ikke ønsket at be- eller afkræfte det beskrevne forløb.
Forsøgt overmandet
Ifølge Sjællandskes oplysninger skulle den kvindelige kondiløber have været ude at løbe, da en mand holdt i en bil eller varevogn i vejkanten af en sti, hvorefter han forsøgte at overmande kvinden, da hun kom løbende.
Til Sjællandske fortæller kilder, at den kvindelige kondiløber er meget påvirket af episoden. Sjællandske har ikke talt med kvinden selv.
Anmeldelsen dukker op mindre end tre måneder efter, at hele landet holdt vejret, da en 13-årig pige blev kidnappet, da hun delte aviser ud i Kirkerup syd for Slagelse og efter et døgns forsvinden blev fundet på en adresse i Svenstrup ved Korsør, hvor en 32-årig mand blev anholdt. Samme mand er i dag også varetægtsfængslet i sagen om Emilie Meng, der forsvandt 10. juli 2016 i Korsør efter en bytur i Slagelse, og som den 24. december samme år blev fundet dræbt.
Politiet har foreløbig ikke ønsket at udtale sig om, hvorvidt den nye anmeldelse efterforskes i forbindelse med tidligere sager.
Sjællandske følger sagen...