FC Nordsjælland spiller| Champions League i Parken

Fodbold-danmarksmestrene fra FC Nordsjælland spiller sine tre hjemmekampe i Champions League i Parken.

- Vi har vendt hver en sten for at se om det var muligt at spille på vores fantastiske hjemmebane i Farum, men UEFA's krav ville betyde, at vi havde meget få billetter i frit salg og næsten ingen plads til vores spisende VIP-gæster. Det kan vi ikke byde alle de loyale partnere og fans, og med den store forhåndsinteresse vi mærker for kampene er valget ikke så svært. Vi spiller kampene i Parken og det betyder, at vi kan tilbyde de bedst mulige forhold for alle, siger FCN-ejer Allan K. Pedersen i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Vi har også haft en positiv dialog med Brøndby IF, men valget er faldet på Parken, hvor vi i FC Nordsjælland jo har tradition for at skabe store resultater med masser af fans på tribunerne. Det var her vi vandt vores to første pokalfinaler med en forrygende stemning på lægterne og det kommer der også til Champions League-kampene. Uanset hvem vi trækker, bliver det en fest at spille på hjemmebane mod nogle af de største klubber i verden.

Også cheftræner Kasper Hjulmand glæder sig til kampene:

- Vi elsker at spille på Farum Park foran vores trofaste fans, men det her er nogle specielle kampe med nogle specielle krav, så det kan ikke være bedre, at spille på landets nationalstadion.

- Vi har jo rigtig gode minder fra Parken med masser af tilskuere på lægterne, en super stemning og gode resultater. At spille Champions League er noget helt specielt og at have landets nationalstadion som hjemmebane, bidrager kun positivt til dén oplevelse.

FC Nordsjælland finder sine tre gruppemodstandere den 30. august, når der er lodtrækning i Monaco.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...