I år lukker Bakken ekstraordinært søndag den 2. september.
Forlystelsesparken skal ifølge aftalen med Lyngby-Taarbæk Kommune ellers lukke den sidste dag i august, men kommunen har i år givet dispensation, så Bakken også er åben lørdag den 1. og søndag den 2. september.
Og det glæder Bakkens administrerende direktør, Nils-Erik Winther.
"Dyrehavsbakken er en sommerforlystelsespark, og den generelle forskydning af sommerperioden i samfundet - herunder flytningen af skolernes sommerferie - har ændret besøgsmønsteret på Bakken, så antallet af gæster er langt højere sidst på sæsonen end tidligere", forklarer han.
Tilladelsen er givet, efter Bakken tog kontakt til Lyngby-Taarbæk Kommune, og Nils-Erik Winther håber, de to ekstra dage kan rette op på en dårlig start for boderne i Dyrehaven.
"Ansøgningen skal også ses i lyset af, at starten på sæsonen var dårlig på grund af vejrliget. Faktisk har vi i år først fået 'normale' tilstande i juli. Samtidig har vi i år haft relativt færre åbningsdage i forhold til tidligere år. Selv når vi regner den 1. og den 2. september med, når vi kun op på 147 åbningsdage i år mod gennemsnitligt lidt over 157 åbningsdage pr. sæson i perioden fra 2004-2011", siger Nils-Erik Winther.
Der er tradition for, at tusindvis af motorcykler deltager i lukningen af Bakken, og datoen er for længst lagt ind i mange kalendere. Derfor har Bakken nu et større oplysningsarbejde med at fortælle motorcyklisterne, at de ikke skal komme og være med til at lukke Bakken fredag den 31. august, men først søndag den 2. september.