Lørdag den 13. maj blev der afviklet finalerunde om Danmarksmesterskabet i fodbold for Special Olympics. Her deltog Glostrup Special, der er en fodboldklub for børn, unge og voksne med særlige behov. De havde kvalificeret sig til de afgørende kampe med hold i både A- og C-rækken.
I C-rækken vandt Glostrup fire af fem kampe og kunne med 12 point og en god målscore sætte sig sikkert på førstepladsen. Der var undervejs faktisk ingen tvivl om, hvem der regerede i Odense denne lørdag. Glostrup var bare det bedre end de andre hold.
Anderledes intenst var det i A-rækken, hvor Glostrup i alle tre kampe måtte kæmpe hårdt for at opnå den samlede sejr. Især så kamp tre mod Skalborg ud som en særdeles medrivende kamp, der undervejs bød på flot spil fra begge hold. De medrejsende tilskuere fik sat god stemning og nerve i opgøret, der bølgede frem og tilbage og længe holdt både spillere og publikum fanget i spænding. Da slutfløjtet lød stod der på tavlen 3-2 til Glostrup, som dermed kunne kalde sig Danmarksmestre.
- Selvom benene var trætte, var humøret i top, så det blev en rigtig god og særdeles højlydt tur hjem i spillerbussen, fortæller Hans-Henning Jacobsen, formand for Glostrup Special.