Af Ole Egberg Mikkelsen, Danmarks ambassadør i Ukraine
Før det russiske overfald på Ukraine den 24. februar 2022 var der ikke mange danskere, der nogensinde havde hørt om den sydukrainske havneby Mykolaiv. Men det har i den grad ændret sig, efter Danmark fik tildelt en særlig rolle i byens genopbygning.
Men hvad er det egentlig for en by og region, Danmark hjælper? Jeg har været der en del gange de seneste tre år, og her er mine indtryk: Mykolaiv er en industriby, smukt beliggende, hvor to floder løber sammen tæt på Sortehavet. Byens silhuet er præget af værftskraner og industriskorstene. Byen er nemlig traditionelt centrum for værftsindustri og er kendt som »skibsbyggernes by«.
Minder om Aalborg
Byen er omgivet af frugtbare landbrugsområder - på denne årstid med bølgende korn- og rapsmarker. For en dansker kan byen minde en del om Aalborg. Som i Nordjylland blæser det også en del. Jeg var i maj måned med ved indvielsen af en stor vindmøllepark i Mykolaiv-provinsen. Vestas-møllerne snurrede lystigt i den stride blæst fra Sortehavet - som et synligt udtryk for ukrainernes ønske om at fortsætte den grønne omstilling på trods af krigen.
Men hvad er så grunden til at præsident Zelenskyj i sin tale til Folketinget den 29. marts 2022 foreslog, at netop Danmark skulle hjælpe Mykolaiv? Samme morgen var den regionale administrationsbygning i Mykolaiv blevet ramt at et voldsomt missilangreb. Angrebet var formentlig rettet mod provinsens guvernør Vitalij Kim, som stod i spidsen for den væbnede kamp mod invasionshæren. Missilerne ramte nemlig præcist den del af bygningen, som rummede guvernørens kontor. Kim var forsinket den morgen og overlevede, mens 38 af hans medarbejdere omkom.
Danmark som forbillede
En anden grund kan være, at der i forvejen var kontakter mellem Mykolaiv og danske maritime virksomheder. Før krigen var der fremskredne planer om at bygge fleksible støttefartøjer i Mykolaiv til den ukrainske flåde baseret på dansk teknologi og samtidig modernisere værfterne.
Det hører også med i billedet, at byens energiske borgmester, Oleksandr Senkevych, som har en baggrund som it-iværksætter, ser Danmark som et forbillede for byens udvikling. Da jeg i sin tid mødte borgmesteren første gang, spurgte jeg ham, hvorfor netop Danmark var interessant. Han svarede: »Jeg ønsker at vores by skal blive et lille Danmark ved Sortehavet, lige så velfungerende, lige så velstående, lige så bæredygtig og menneskevenlig og fremfor alt - lige så u-korrupt som Danmark«. Danmark har i øvrigt noget særligt at byde på i kampen mod korruption. Danmark står nemlig i spidsen for EU’s Anti-Korruptionsinitiativ i Ukraine, og netop Mykolaiv indgår som en af partnerbyerne i dette arbejde.
Effektivt samarbejde
Da statsministeren besøgte præsident Zelenskyj i Kyiv i april 2022, blev partnerskabet beseglet, og alle kræfter blev sat ind på at hjælpe byen. De fleste ruder i byen var knust, mange bygninger var svært beskadiget, og russerne havde afbrudt drikkevandsforsyningen til byen.
Som det allerførste blev der derfor indkøbt store mængder krydsfiner, så de knuste ruder kunne blive afdækket. Samtidig blev der etableret ca. 60 nødvandboringer, bl.a. med Grundfos-pumper, hvor beboerne kunne hente drikkevand. Der blev også skaffet reservedele til fjernvarmesystemet og indkøbt entreprenørmateriel, så der kunne blive ryddet op. Alt sammen foregik i et effektivt samarbejde mellem Udenrigsministeriet i København, ambassaden i Kyiv, danske og internationale nødhjælpsorganisationer og de lokale og regionale myndigheder. Der var et betydeligt tidspres, så byen kunne blive klar til vinteren. Samtidig var byen under daglige bombardementer frem til november 2022, hvor russerne blev trængt tilbage mod øst.
Ukrainerne glæder sig
Den hurtige og håndgribelige danske indsats i en by tæt på frontlinjen under krigsmæssige forhold er i den grad blevet bemærket af ukrainerne. De glæder sig over, at danskerne gik i gang med opgaven med det samme. En del ukrainere er efterhånden trætte af konferencer og taler om genopbygning og vil langt hellere se konkrete resultater. Det er nok den primære grund til, at den danske indsats i Mykolaiv er blevet så positivt modtaget.
Det kom meget klart til udtryk, da statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsministeren i januar mødtes med præsident Zelensky i Mykolaiv. Der var også en klar anmodning om hjælp til at få erhvervslivet i gang igen. Mykolaiv er en driftig by der er vant til at klare sig selv, men den største forhindring for mange lokale virksomheder er, at ingen vil låne dem penge til reparation af produktionsudstyr. Det er simpelthen for tæt på frontlinjen. Med den nye danske Ukraine Fond er der mulighed for, at både Danmarks Eksport- og Investeringsfond og Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene kan yde støtte på trods af krigsrisikoen. En af de første, som kan få glæde af det, er en lokal virksomhed, som forarbejder tomater til tomatketchup. Virksomheden, der blandt andet har dansk produktionsudstyr, er stærkt beskadiget. Men reparationsarbejdet er i fuld gang, og virksomheden kan med dansk hjælp forhåbentlig være tilbage i produktion i løbet af sommeren. Så kan mange hundrede komme i arbejde.
Fødselsdagsvideo
Så på trods af krigen, der raser tæt på, arbejder Mykolaiv-borgerne hårdt på at realisere visionen om et »lille Danmark ved Sortehavet«. Det vil tage tid og kræve en stor indsats. Men jeg er overbevist om, at Mykolaiv-borgerne vil gå til genopbygningsopgaven med samme ildhu og kampvilje, som de har udvist i forsvaret af deres by - en indsats, som i Ukraine har givet byen tilnavnet »Heltenes By«.
Og hvis man som dansker skulle være i tvivl om Mykolaiv-borgernes taknemmelighed, kan jeg varmt anbefale en lille video, hvor Mykolaivs børnekor synger en velkendt dansk fødselsdagssang i ukrainsk gendigtning i anledning af H.M. Dronningens fødselsdag og sammen med byens borgmester siger hjertelig tak til danskerne. Videoen findes på https://www.youtube.com/watch?v=aUNR1snuMCE
Det er den slags reaktioner, som gør det virkeligt meningsfuldt og positivt at være en del af teamet på den danske ambassade i Kyiv og på den måde være med til at støtte Ukraine kamp for frihed.
