Fællesspisning, minigolf og standupcomedy var blandt de ideer, som kom frem, da seks grupper af studerende fra uddannelsesinstitutionen Cphbusiness Hillerød i torsdags kom med deres bud på, hvad unge studerende i Hillerød har brug for.
Ideerne kom på bordet i et nyt samarbejde mellem Cphbusiness Hillerød og Royal Stage. Grupperne har interviewet fokusgrupper med unge mellem 17 og 27 år i Hillerød - og en enkelt også i Birkerød, og de har fundet statistik om unge og unges vaner. Det gik også igen, at unge typisk tager til København, fordi de unge vurderer, at der ikke er noget for deres aldersgruppe i Hillerød.
De studerendes bud havde alle som rød tråd, at de unge ønsker fællesskab, fest og forandring - de tre ’fer.
Tre af idéerne skal de studerende nu i samarbejde med Royal Stage kigge nærmere på, så de eventuelt kan blive omsat til virkelighed i løbet af efteråret med de studerende som primus motorer.
Comedy og minigolf
Det ene bud havde titlen ’Social Comedy’ og går ud på at kombinere social dining med comedy. Ideen baseres på, at 78 procent af de unge prioriterer socialt samvær højst – og så skal det prismæssigt være SU-venligt. Det skal også være Instagram-venligt, så der er mulighed for løbende at lægge billeder op undervejs, og så skal vennerne deltage med mulighed for at møde nye mennesker.
Forslag nummer to hed ’MindMatters’ og handler også om at sætte fællesskabet i fokus, bl.a. så studerende, der er flyttet til byen, kan møde andre unge. Derfor foreslås det, at der startes med fællesspisning uden for Royal Stage, og så skal der i aftenens løb være forskellige aktiviteter i arenaen. Et særligt fokuspunkt er at sørge for, at nogle af de mange unge, som føler sig ensomme, inddrages.
’Glow in the Dark’ var titlen på det tredje bud, der indeholder en minigolfbane med 18 huller oplyst via selvlysende elementer i arenaen. Det er noget, som er populært i andre byer i Europa, men endnu ikke prøvet i Danmark. Spisningen indgår også hér som et vigtigt socialt element, og der blev peget på street food som en mulighed.
Undersøge videre
Senere vil det vise sig om de tre bud kan gennemføres, eventuelt med justeringer, eventuelt ved at kombinere dem - og der vil også blive set på, om eksempelvis nogle af de foreninger, som i forvejen bruger Royal Stage og gerne vil have fat i unge medlemmer, kan inddrages.
- Nu har vi et fundament at arbejde videre på. Nu skal vi have nogle flere data, så om et par måneder er vi blevet klogere, sagde adjunkt og erhvervskoordinator Ida Skovgaard Blom.
Når der bl.a. via en spørgeskemaundersøgelse er skaffet mere information om de unges ønsker, så skal de studerende – med opbakning fra medarbejderne i Royal Stage – planlægge, markedsføre og gennemføre et eller flere events.
Direktør Carsten Larsen fra Royal Stage var også ganske tilfreds:
- Vi glæder os meget til at arbejde videre sammen med jer, sagde direktøren, som tilføjede, at det er et frisk pust, når der kigges på mulighederne med unge øjne.
Borgmester Kirsten Jensen var med til de studerendes fremlæggelser og roste dem for deres præsentationer:
- Hillerød er en uddannelsesby, og dét vil vi gerne blive endnu bedre til at vise, sagde borgmester Kirsten Jensen, som roste de unge for deres præsentationer og mener, at attraktive arrangementer for unge er én af vejene frem.
Mdt


På Hillerød Posten og Frederiksborg Amts Avis bestræber vi os altid på at lave historier, der betyder noget for dig. Så har du en ide til en artikel eller et tip, så send en mail til redaktionen på hillerod@sn.dk eller ring til os på telefonnummer 8888 4303.
Du kan også kontakte vores journalister direkte på nedenstående mailadresser:
Martin Warming, redaktør, martin.warming@sn.dk
Janne Mulvad, journalist, janne.mulvad@sn.dk
Mette Dolmer Thygesen, journalist, mette.thygesen@sn.dk
Johanne Wainø Topsøe-Jensen, journalist, johanne.wainoe@sn.dk
Per Skovkjær Sand, journalist, per.sand@sn.dk