Debat: Fjernvarme - bordet fanger

Foto: Thomas Olsen

Foto: Thomas Olsen

Af Susanne Borggaard (NB), medlem af Sorø Kommunalbestyrelse

I boligområder hvor der udlægges fjernvarme er der frit valg om man vil tilmelde sig installering af fjernvarme. Men pas på. For efter det frie valg kommer tvang og stavnsbinding overtager. Fjernvarme har nemlig den konsekvens, at det er ikke er sådan lige til at komme ud af igen.

Der tales så rosenrødt om fjernvarme, men jeg hører ingen tale om de boligejere der har købt et hus eller en erhvervsejendom med fjernvarme, som ikke kan komme væk fra fjernvarmen og over i f.eks. en privat varmepumpeløsning.

Boligejere der er stavnsbundet til fjernvarmen fordi den allerede er indlagt i deres bolig. De boligejere der ønsker at installere en varmepumpe som er billigere i drift skal fortsat betale en fast afgift til fjernvarmen også selvom de intet fjernvarmeforbrug har.

Dette selvom de måske har lukket for fjernvarme hanerne af den simple årsag, at de finder fjernvarmen for dyr i forhold til f.eks. varmepumpe.

Konsekvensen er, når fjernvarmen først er installeret så står fjernvarmen som primær varmekilde.

Så vil en boligejer der har fjernvarme og som installerer en varmepumpe eller ønsker at opvarme med el eller jordvarme ikke kunne få reduceret el afgift for det forbrug der ligger over 4.000 kWh pr. år. Når først fjernvarmen er indlagt, er konsekvensen, at ingen andre billigere varmekilder kan overtage som primær varmekilde.

Den årlige faste afgift til fjernvarmeværket hænger boligejeren altid på og den årlige faste afgift koster efter antal kvadratmeter.

Derfor kan det blive en rigtig dyr fornøjelse at tilvælge fjernvarme og for nogle er det allerede i dag en billigere løsning med en privat varmepumpe løsning.

Jeg anerkender der er positive historier om Sorø Fjernvarme. Men det positive ophører, når frit valg om tilslutning bliver til en livslang stavnsbinding af kunderne, og når 23 ud af 25 lokalpolitikere syntes det er i orden at opkræve et tvungen haveaffaldsgebyr til alle husstande i Sorø Kommune i forsøget på at skaffe Fjernvarmen sin vigtigste ressource nemlig haveaffaldet, en ressource der giver den billige fjernvarme til de få.

Bliver fjernvarmen i Sorø billig også i fremtiden. Det skal jeg ikke kunne spå om. Men det er sikkert, at når der kommer flere kunder skal fjernvarmen bruge mere råvare som haveaffald, flis, olie og gas.

Det er også sikkert, at når der er knaphed på haveaffald og flis så vil forbruget af olie og gas forbrugt af fjernvarmen stige. Mangel på haveaffald betyder øget indkøb af flis.

Det er bekymrende at alt det gavntræ, træ der ellers kunne bruges til træpaller og andre brugbare produkter flises op for at imødekomme en stigende efterspørgsel fra fjernvarmeværkerne.Når efterspørgslen stiger går prisen op på gavntræ og alle der for nylig har købt en træpalle ved de er blevet dyrere. For fjernvarme kunderne betyder det, at de kan forvente at både den faste og variable afgift vil stige fremadrettet og for alle os andre betyder det nye tvungne gebyrer som f.eks. affaldsgebyret.Og de fjernvarme kunder der ønsker sig ud, kan ikke komme væk. De er stavnsbundne. For med fjernvarme gælder ordsproget ”bordet fanger”.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...