Her skal beboerne have det bedste liv

Af Martin Hoffmann Kønig

Postkassenøglen har puttet sig, men Søren(navnet opdigtet, red.) er ivrig i sine bevægelser og mimik. Uret sniger sig tæt på klokken 9, og hans arbejdstid er begyndt. Han står i foyeren på Marianelund, en smuk hvidkalket tidligere krobygning, der nu er hjem for otte beboere, der alle lider af svære psykiske og fysiske udfordringer.

Iført sort t-shirt, kakifarvede shorts og sort/hvide Adidas gummisko er han klædt til sommer, og han er sammen med socialpædagog Mette Fagerlind klar til dagens dont. Nøglen må vente, for først skal der tjek på det store whiteboard, der hænger med udsigt til et imposant guldindrammet spejl. Det kræver møbler af en vis statelighed at klæde husets fornemme indgang.

Hvem er på Katholt? står der på tavlen.

Mette Fagerlind er hans dagspædagog og sammen med hende sætter Søren billeder af dagens medarbejdere på tavlen. Men så er der undertegnede.

Et kort øjeblik forvirrer det Søren, men en tusch i Mettes hurtige hænder får en næsten vellignende stregtegning med mit navn på tavlen, og så er der styr på sagerne.

Han har i de seneste fire år boet i sin egen lejlighed på Marianelund og man skal ikke være i hans selskab i mange minutter før man opdager, at han har let til smil og er glad for kontakt, men sådan har det ikke altid været.

- Søren har boet her i fire år. Han kom fra et sted, hvor han ikke trivedes, og da han flyttede ind på Marianelund, havde han det meget svært. Vi var et team på tre medarbejdere, der tog imod ham, og fra dag ét har vi arbejdet ud fra Marianelunds grundforståelse, at han skal have et godt og meningsfuldt liv på Marianelund. Og det har han fået. Det vigtige var, at vi fra starten har taget os den tid, der skulle til. Søren støttes hver dag mellem klokken 7 og 22, så vi har al den tid, der skal til for at få bragt sådan en ung mand i trivsel igen, siger Mette Fagerlind.

De giver ikke op

For at støtte Søren har hver postkasse et farvebillede af beboerne, og når Mette læser navnene op på den, der skal have et brev, kan han snildt finde dem ved at pege på deres billede.

Hans yndlingsbeskæftigelse, at hjælpe til med Marianelunds dyr, venter. Men først er det tid til en lille pause.

Mette Fagerlind er en rutineret socialpædagog, og trods 15 timers vagter, er hun meget glad for arbejdet.

- Det fede ved at arbejde her, er, at vi hver eneste dag har muligheden for at give de her unge mennesker mening i livet. Jeg har arbejdet med Søren i fire år, og det tog godt et halvt år før han havde fuld tillid til mig. Det har han nu, og jeg oplever, at han er både glad og vellidt her på Marianelund,” siger hun og fortsætter:

- Det særlige ved Marianelund er, at vi har ressourcerne til at få vores arbejde til at lykkes. Vi giver ikke giver op. Beboerne på Marianelund skal være så selvhjulpne som muligt, hvilket også betyder at de skal kunne foretage indkøb af egne fornødenheder. Der er nok mange i Helsingør, som har oplevet at blive overhalet af Søren i supermarkedskøen, fordi han i begyndelsen havde svært ved behovsudsættelse. Sådan er det slet ikke i dag.

En ny stegt fiskefilet syder på en smedejernspande på det store komfur i midten af husets store industrikøkken, højt belagt smørrebrød står på to store sølvbakker. Køkkenet på Marianelund dufter af hjemmelavet kvalitetsmad, og her er Sørens næste opgave.

Han får hjælp til at finde en hvid plastbakke, som han fylder med brugte glas, og selvom han absolut ikke bryder sig om at blive våd og det at bruge køkkenets kraftige spulearm tidligere var en stor udfordring, så mestrer han den nu til fulde. Han viser hvert enkelt glas til sin gæst, men med nogle blide råd bliver de koncentreret placeret klar til kogevask.

Hestene har en særlig plads

Efter køkkentjansen er det tid til yndlingsbeskæftigelsen, og de står klar på fire lodne ben på en af Marianelunds sprødgrønne folde.

Særligt hesten Freja, er Sørens yndling som han utvetydigt glæder sig til at fodre.

- Der skal være en mening med borgernes liv på Marianelund, og derfor har vi lagt en udviklingsplan for hver af beboerne. Søren er rigtig glad for dyr, så en af hans opgaver er at passe dyrene, der både er heste og geder,” siger Mette Fagerlind.

Søren går med lange skridt mod folden, hvor hestene står tålmodigt og venter på en krammer og en tur hen til foderspanden.

Småpludrende, smilende og ivrigt gestikulerende går han ved siden af Freja og han deler gerne glæden ved at holde hestens reb. Selvom han ikke har et verbalt sprog, så behøver man ikke være erfaren pædagog for at spotte, at hestene er en hjerteaktivitet.

- Søren har ikke noget verbalt sprog, men han er meget stærk i sin kommunikation. Han kommunikerer mest igennem sine piktogrammer og så er han eminent til at give udtryk for, hvad han vil og ikke vil. Det er meget sjældent at han bliver frustreret, og det sker stort set kun, hvis han ikke bliver forstået. Det er også derfor, at den tætte relation mellem medarbejdere og beboere er så vigtig. Vi er tre ansatte i Sørens team, og vi kender ham alle rigtig godt. Det er et stabilt team og når vi har ferie, så er der sørget for, at der er vikarer som er oplært til at støtte Søren på den bedst mulige måde,” siger hun.

Hestene er tilbage i folden, og solen har fået fat i de store grønne arealer omkring Marianelund, men det er som om Søren er gået i stå på grusstien op til huset.

Hans blik er fast centret omkring venstre hånds pegefinger. Et par dage før har han skåret sig i fingeren, og såret et sprunget op. Det bløder ganske lidt, men det generer. Mette Fagerlind ser på ham og ved, at nu skal dagsplanen afviges, for ellers bliver han fastlåst, og så kommer Bøllefrø på banen.

Det er Sørens yndlingsbamse, en gul tøjhund med blå og hvidstribet bluse og brunmeleret detektivhat.

Skal kunne gå på trapper

Bøllefrø fanger Sørens opmærksomhed og han viser beredvilligt op til sit værelse på førstesalen. En velmøbleret 50 m2 stor lejlighed med parketgulv, flere sofaarrangementer, dyreplakater, eget badeværelse og soveværelse.

Lejligheden ligner enhver ung mands hjem, dog ryddeligt og fyldt med bamser, spil og legesager som Søren finder glæde ved.

Hans krop har besluttet, at han er 23 år, men udviklingsmæssigt er han omkring tre år. Han nyder sit helle på værelset, hvor det er tid til et plaster og et omsorgsfuldt moment.

Bøllefrø er ”løbet” i forvejen, og det får sat skub i Søren, som har godt fat i sin vasketøjskurv, for nu skal han en tur i husets vaskekælder. Marianelund er en solid murstensbygning, hvor man kan bo så længe man kan gå på trapper, og beboerne sørger så vidt muligt for deres egen husholdning, selvfølgelig med hjælp fra personalet.

Livskvalitet i højsædet

Beboerne på Marianelund bruger ofte lokalsamfundets faciliteter. For Sørens vedkommende er det primært det lokale fitnesscenter, hvor han kommer hver onsdag. Ikke for at løfte tungt eller posere biceps, men for at rydde op blandt de små håndvægte, cykle på kondicykel og gå på løbebånd.

Mette Fagerlind har mange gode kollegaer, men hendes vigtigste samarbejdspartner er Søren, og når man spørger hvordan Marianelund er som arbejdsplads, falder svaret prompte.

- Jeg er socialpædagog, og har arbejdet med hjemløse, i socialpsykiatrien og med inklusionsprojekter i Folkeskolen, så jeg har noget at sammenligne med, og jeg må sige, at det her er det fedeste job jeg nogensinde har haft. Søren og de andre beboere er en kæmpe daglig arbejdsglæde, for du kan hver dag se, at dit arbejde nytter noget. De her unge mennesker får et godt liv af at bo her. Det betyder det hele.”

Marianelund har to afdelinger, den ene i Kvistgård og den anden i Fredensborg, og med tilsammen omkring 100 ansatte, har de noget nær ”støvsuget” lokalområdet for de dygtigste pædagoger.

- Det kollegiale miljø på Marianelund er helt i top. Her har vi virkelig hinandens ryg. Forleden havde jeg en kollega, der ringede fra den anden ende af huset, og sagde, at hun havde brug for hjælp. Så smider man alt man har i hænderne. Det kan godt være hårdt at være på arbejde 15 timer ad gangen med 10 indmøder om måneden, men når jeg mærker, hvor stor en livskvalitet og arbejdsduelighed Søren får, så er det det hele værd.

Marianelund er et hjem med lyd, mennesker og aktivitet det meste af dagen, og første øjekast kan gøre det man ser nemt, men bagved ligger der et helt stillads af dokumentation, planer og beslutninger.

- Bag vores arbejde ligger der en masse skriftligt arbejde, hvor vi skal dokumentere alt, hvad vi foretager os med borgerne. Vi har teammøde en gang om måneden, hvor vi evaluerer beboernes målplaner. Vi sidder ikke og opfinder de ting, som vi skal sammen med beboerne. Det baserer sig på de udviklingsplaner som er blevet lagt i samarbejde med kommunerne, og så skal der selvfølgelig være plads til variation, så det passer med beboernes virkelighed, forklarer Mette Fagerlind.

Søren støttes hver dag mellem klokken 7 og 22, så vi har al den tid, der skal til for at få bragt sådan en ung mand i trivsel igen.

Mette Fagerlind

Søren og de andre beboere er en kæmpe daglig arbejdsglæde, for du kan hver dag se, at dit arbejde nytter noget.

Mette Fagerlind