Problemerne i sundhedssektoren overrasker sundhedsministeren

Det er velkendt, at sundhedssystemet er under pres, men alligevel er alvoren kommet bag på sundhedsministeren.

Det er velkendt, at sundhedssystemet er under pres, men alligevel er alvoren kommet bag på sundhedsministeren.

Ingen kan vist efterhånden være i tvivl om, at det danske sundhedsvæsen er under pres.

Men alligevel er situationens alvor kommet bag på indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), der har siddet på posten siden december.

- Jeg må erkende, at jeg er blevet dybt overrasket over omfanget og dybden af de problemer, vi står i, siger hun i et interview i søndagens Jyllands-Posten.

Hun henviser særligt til kræftsagen fra mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital (AUH).

Sagen udspringer af historier fra DR, der har kunnet afdække, hvordan patienter har ventet for længe på kræftbehandling på Aarhus Universitetshospital (AUH).

I alt ventede 313 patienter for længe i perioden fra januar 2022 til og med februar i år.

Det har føret til hospitalsdirektørers fyringer, mens læger, en regionsdirektør og en koncerndirektør har sagt op.

Og i sidste uge blev to afdelingschefer på mave- og tarmkirurgisk afdeling på AUH fritaget fra tjeneste.

Oven på kræftskandalen har regionerne etableret et samarbejde om nogle af de mest alvorlige kræftsygdomme, blandt andet mave-tarmkræft og lungekræft.

I 2022 blev kun 74 procent af de registrerede kræftpakkeforløb gennemført inden for standardforløbstiden. Det er det laveste antal nogensinde.

Tallene skal ses i forhold til, at der var over 160.000 pakkeforløb, og at antallet af kræftpakkeforløb siden 2016 er steget med 30 procent.

Tilbage i marts præsenterede Sophie Løhde en genopretningsplan for kræftområdet.

I den indgår som et centralt punkt, at regionerne i større omfang skal bruge kapaciteten på tværs af landet.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...