Stop vanviddet

Dansk Folkeparti i Glostrup ønsker lokalplanforslaget med byggeri i op til otte etager på butikstorvet Diget afvist.

Glostrup kommunalbestyrelse har sendt forslag til ændret lokalplan for Butikstorvet Diget i høring. Forslaget åbner op for nybyggeri på butikstorvet i op til otte etagers højde.

Det er Dansk Folkeparti i Glostrups klare politik, at der skal bygges gode og sunde boliger i lyse og luftige omgivelser - og i respekt for det bestående. Lokalplanforslaget for butikstorvet Diget peger i den stik modsatte retning.

Butikstorvet Diget har siden det blev solgt fra af Glostrup Boligselskab haft flere skiftende ejere, der har fremlagt mange forskellige planer for torvet. I 2013 fik butikstorvet så en ny lokalplan, hvorefter der kan bygges to etager boliger over forretningerne, altså i alt tre etager.

Det var en lokalplan, der blev opnået enighed om med beboerne i Glostrup Boligselskab. Men også en lokalplan, der aldrig blev ført ud i livet. Nu vil nuværende ejer så have endnu højere byggeri med endnu flere boliger.

Dét ønsker Dansk Folkeparti i Glostrup ikke kommer til at ske. Det vil nemlig medføre ulemper for området (Stadionkvarteret) generelt, og særligt for beboerne i Diget 2-16 og 1-15.

Herlighedsværdien med lyse og luftige omgivelser ødelægges totalt, de fleste tilbageværende butikker forsvinder og trafikken på især Diget og Stadionvej vil blive forøget, formentlig ganske væsentligt, for man skal da være utroligt naiv for at tro på, at alle disse mange nye beboere i området vil nøjes med at lade sig transportere af den kommende letbane på ringvejen. For ikke at tale om det parkeringskaos, der givetvis også vil opstå.

Dansk Folkeparti i Glostrup håber, at kommunalbestyrelsen kommer til fornuft og standser vanviddet med det nye lokalplanforslag. Vi fristes til at spørge om kommunen med en lokalplan skal tilgodese Glostrups borgere eller tilgodese en bygherre, der blot skal tjene lidt penge.

Dansk Folkeparti i Glostrup håber selvfølgelig, at kommunalbestyrelsen vælger det første, nemlig at tilgodese Glostrups borgere - og derfor afviser lokalplanforslaget.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...