Debat om Agerbækhuse: Handicapområdet er kernevelfærd - det skal prioriteres ikke privatiseres

Af Karsten Stegmann, kredsnæstformand Socialpædagogerne Midtsjælland, Nicolai Andersen, gruppeformand 3F Køge Bugt og Maibritt Gisli, faglig sekretær FOA Køge

Byrådet i Køge Kommune står i disse dage over for en stor beslutning. Botilbuddet Agerbækhuses fysiske rammer er mildt sagt elendige og fuldstændig utidssvarende, og der skal tages stilling til, om der skal bygges et nyt Agerbækhuse.

Der er ingen tvivl om, at der er brug for nye fysiske rammer for botilbuddets omkring 38 beboere. Beboerne på Agerbækhuse deler i dag badeværelse med 2-3 andre beboere, og medarbejderne har ringe mulighed for at komme rundt i beboernes hjem med de hjælpemidler, som der er brug for.

Derfor er det vores håb, at byrådet i Køge Kommune endelig beslutter at bygge nyt – faktisk burde det være besluttet tidligere, men beslutningen er blevet politisk syltet i årevis.

Politikerne er blevet forelagt tre forskellige modeller for, hvordan et nyt Agerbækhuse kan blive bygget og drevet fremover. En af mulighederne er, at kommunen udbyder opgaven til en privat aktør. Det er her, vi bliver virkelig bekymrede.

Agerbækhuses beboere har behov for et højt specialiseret tilbud, hvilket betyder, at de skal mødes af medarbejdere, der har den rette faglighed. Vi ser gang på gang, hvordan private aktører drejer knapperne over mod mindre faglighed, når økonomien skal hænge sammen, og det kan være virkelig destruktivt for det faglige miljø, der allerede er på Agerbækhuse.

En privat aktør vil altid skele til bundlinjen. For modsat på det offentlige område, skal bundlinjen ikke ende på nul, men derimod skal driften af et botilbud give et overskud. Det betyder, at der er færre midler til at drive botilbuddet for.

Beboerne er borgere i vores allesammens velfærdssamfund, og hvis Køge Kommune overdrager driften af Agerbækhuse på private hænder, så er der ingen garantier for, hvordan det vil påvirke beboernes trivsel og velvære i fremtiden.

Politikerne i Køge Kommune bør påtage sig ansvaret for at sikre borgerne værdige bolighold og medarbejderne et ordentligt fysisk arbejdsmiljø. De er valgt til at repræsentere alle borgere, særligt de borgere, der har mest behov for hjælp. Beboerne på Agerbækhuse er gennem mange år blevet tilbudt ringe fysiske vilkår, nu skal de ikke også spises af med mindre faglig forståelse fra det personale, de er så dybt afhængige af.

Vi ser gang på gang, hvordan private aktører drejer knapperne over mod mindre faglighed, når økonomien skal hænge sammen, og det kan være virkelig destruktivt for det faglige miljø, der allerede er på Agerbækhuse

Fra debatindlægget

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...