Så er det nu der skal klippes gyvel, hvis du vil undgå at planterne smider tusindvis af frø

De fleste kender Gyvel med de stedsegrønne grene og de smukke gule blomster i april og maj. Men hold godt øje med denne plante, som kan overtage og dominere hele sommerhusområder, hvis ikke man passer på.

De senere år har Gyvel-planterne spredt sig voldsom her i Odsherred. Det er især langs kysterne på de tørre og næringsfattige jorde at de rigtigt har taget fat.

Planten hører til ærteblomsterne, så den fanger selv sit kvælstof fra luften ved hjælp af kvælstoffikserende knoldbakterier på rødderne. På den måde er den med til at ændre jordens næringsindhold og dermed stimulere væksten af de mere kvælstofkrævende planter – som vi sjældent ønsker at se flere af i sommerhusområderne eller naturområderne.

Har gyvel først etableret sig, er den svær at komme af med igen, for den sætter rigtigt mange frø, som kan ligge mange år i jorden, før de spirer. Gyvel blomstrer, når den er 2-5 år gammel og kan blive op til 20 år. Frøene ligger i en bælg, som slynger frøene ud, når den tørrer. I varmt vejr kan man tydeligt høre bælgene springe op. Frøene er udstyret med et saftigt vedhæng, som bevirker, at myrer indsamler frøene og dermed er med til at sprede dem.

- Vil man have planten på sin sommerhusgrund, handler det om at holde den under kontrol. Jeg klipper planterne helt ned kort efter deres første blomstring, og kører afklippet på genbrugspladsen. På den måde slipper jeg for de fleste nye frø. Måske kommer de så igen med nye skud fra roden næste år, eller der skyder nye planter op, men de når aldrig at blive rigtigt dominerende. Og jeg synes, de er smukkest, når de er unge og yndefulde, siger Henrik Grüttner fra Danmarks Naturfredningsforening Odsherred

Der findes både oprindelig hjemmehørende sorter af Gyvel og sorter der er indført fra det sydlige Europa. Så om man kan kalde den en invasiv art er lidt usikkert. Men sikkert er det, at den kan blive et meget problematisk ’landskabsukrudt’. Her i Odsherred kæmper Naturstyrelsen bl.a. med den på strandoverdrevet nord for Sandflugtsplantagen, og på Skamlebæksletten er Gyvelen godt i gang med at overtage hele området.

Alt er dog ikke skidt: Gyvel er værtsplante for en del insekter og svampe, bl.a. for 18 arter sommerfugle herunder Grøn Busksommerfugl.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...