Genoplivet efter hjertestop - og hvad så?

Under et hjertestop pumper hjertet ikke, og blodcirkulationen står stille. Med hjertemassage, kunstigt åndedræt og i mange tilfælde også elektrisk stød kan det dog lykkes at genoplive hjertet. Men hvad sker der efter, man har overlevet et hjertestop?

Det spørgsmål vil hjertelæge og professor Ann-Dorthe Zwisler prøve at belyse ved et foredrag i Hjerteforeningen tirsdag den 9. maj fra klokken 19 i Østergadecenteret, Østergade 1, Hvalsø.

I løbet af aftenen vil Ann-Dorthe Zwisler, der er ansat på hjerteafdelingen på OUH, hvor hun har ansvar for forebyggelse og rehabilitering, interviewe en hjertestopoverlever og dennes pårørende.

Nyere forskning har vist, at overlevere efter hjertestop er belastet af senfølger, for nogles vedkommende endda i væsentlig grad. Her har det blandt andet vist sig, at hjernen er påvirket længe efter et hjertestop. Derfor er en tidligt indsats afgørende for den ramtes livskvalitet under de nu ændrede forudsætninger, ligesom familien også skal kende og tilpasse sig med de nye livsomstændigheder.

Ann-Dorthe Zwisler har i mere end 25 år været stærkt optaget af, hvordan mennesker med alvorlige og livstruende sygdomme kan leve livet bedst muligt sammen med deres pårørende. Forskningsmæssigt er hun tilknyttet Videnscenter for rehabilitering og palliation ved OUH og Syddansk Universitet.

Der kræves tilmelding til mødet, enten på SMS til tlf. 6060 5746, eller på mail: gretheskafte@mail.dk.

Foto: Lars Kimer

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...