Winnie og Patrick Watts, begge 72, har besluttet sig for at stille vandkanden fra sig og gå på pension efter 25 et halvt år som indehavere af Gilleleje Planteskole.
Det har været passionerede år med et nært forhold til kunderne og et stærkt ægteskabeligt fællesskab.
- Vi har fået en fantastisk kundekreds, som har fulgt os gennem årene. Nogle er kommet her i tre generationer. Da det rygtedes, at vi stopper, har vi stået og grædt sammen med kunder i butikken, fortæller Winnie Watts og tilføjer, at det har kostet mange overvejelser at træffe beslutningen om at lukke.
- Det er med vemod, at vi siger farvel. Men det er den rigtige beslutning. Nu skal vi nyde livet, for man er bundet af at skulle vande og passe planter, siger hun.
Arbejder til midnat
- At drive en planteskole er ikke job, hvor man går hjem klokken 16 og hænger frakken på en krog. Det kræver mange, mange timers arbejde. I højsæsonen var det ikke unormalt, at vi gik hjem til midnat, fortæller Winnie Watts, som bor lige ved siden af planteskolen sammen med sin mand.
Da amerikanske Patrick Watts og hans danske kone Winnie havde hørt, at der var en planteskole til salg i Gilleleje, købte de den og åbnede kun to dage efter overtagelsen.
- Vi startede helt på bar bund, men har været på så mange plantemesser og syntes begge to, at det er spændende at indkøbe nye planter. Vi har været meget passionerede omkring vores arbejde. Det er vores livsværk, siger hun.
Hendes ægtefælle supplerer:
- Vi har været meget glade for at være her. Det udfordrende har været at hjælpe kunderne med at plante de ting, som de gerne vil have i haven, og som de bliver glade for, siger han.
- Patrick er totalt bidt af at arbejde med planter, der er så mange kunder, der giver udtryk for, at han har ydet en fantastisk hjælp med at anlægge deres haver og gjort alt for at finde lige nøjagtig de planter, de gerne ville have. Patrick har elsket at give den service til kunderne. Han har sin store plantebog, som han slår op i, så han har opbygget en kæmpe viden, siger hustruen stolt.
Du er fyret!
Mange har spurgt parret, om det ikke er svært at arbejde så tæt sammen som par.
- Det er klart, at man kan blive uvenner om leverpostejmadder, og jeg har da også fyret ham mange gange. Men når det kommer tunge krukker og planter hjem, så ansætter jeg ham igen, griner Winnie Watts, som må betegnes som et livsstykke med masser af energi og let til grin.
Parret har været gode til at supplere hinanden og har haft hver deres ansvarsområde, forklarer hun og vender tilbage til beslutningen om at stoppe på planteskolen.
- Vi kan mærke om aftenen, at vi ikke er 20 år mere. Vi trænger til lidt ro. Sådan er livet, et pust i sivet, som vi skrev i vores poesibøger, siger Winnie Watts.
CITAT:
Jeg har “fyret” min mand mange gange, men når vi får tunge planter og krukker hjem, ansætter jeg ham igen.
Winnie Watts