Borgmester: - Borgerne skal igen have tillid til politikerne

Emil Blücher kan lørdag den 29. juli fejre 30-års fødselsdag. Foto: Kim Rasmussen

Emil Blücher kan lørdag den 29. juli fejre 30-års fødselsdag. Foto: Kim Rasmussen

Da 28-årige Emil Blücher den 1. januar 2022 satte sig i borgmesterstolen i Solrød, var det som landets yngste borgmester. Det var også som Liberal Alliances eneste borgmester, og den første partiet nogensinde har haft. Han var den helt store stemmesluger, og det blev til tre mandater i Solrød i en tid, hvor Liberal Alliance på landsplan var langt fra de positive meningsmålinger og resultat, som partiet opnåede ved folketingsvalget sidste år.

- Det var en jordskredssejr. Hver ottende stemte på mig, det var en kæmpe tillid, som jeg gerne vil levere på, og jeg arbejder for det hver dag, siger Emil Blücher og fortsætter:

- Jeg har bygget op til tilliden med 10 års hårdt arbejde. Grunden til, at jeg blev ved, har været de her lukkede processer i Solrød, som jeg var imod, og som flere byrådsmedlemmer og borgere har kunnet se over tid, bare blev værre og værre. Så kan man gøre to ting, enten så kører man sur i det og forlader kommunalpolitik eller også så bliver man stædig og bider sig fast. Jeg hører til den sidste kategori.

Borgernes tillid

Borgmesteren forklarer, at for ham er den altoverskyggende opgave, der skal arbejdes med i Solrød Kommune, at vinde borgernes tillid tilbage. Han refererer blandt andet til en borgertilfredsheds undersøgelse, som blev foretaget lige omkring sidste valg, som viste, at kun cirka en fjerdedel af borgerne i Solrød havde tillid til, at politikerne traf beslutningerne på et oplyst grundlag.

- Borgerne skal føle sig lyttet til, og at deres argumenter indgår i vores beslutninger, og at vi tager deres input seriøst. De kan godt forstå, hvis det ikke falder ud til deres fordel, så længe de får en fornuftig forklaring på, hvilke argumenter vi har lagt til grund for den beslutning, som vi kommer frem til, siger Emil Blücher og fortsætter:

- Borgerne skal igen have tillid til politikerne. Det skal ske med åbenhed fra start og gennemsigtighed i de beslutninger, som træffes, så borgerne generelt får tillid til, at de valg, som byrådet tager, sker på et oplyst grundlag.

Borgmesteren fortæller, at man allerede har taget skridt i retning af mere åbenhed, da byråds-tv er gjort permanent, så borgerne kan følge debatten, argumenterne og beslutningerne, og der er ansat en borgerrådgiver.

- Den nye budgetproces er også et eksempel, hvor forslagene er sendt i tidlig høring her før sommerferien, så borgerne kan se det, og politikere bruger de input, der kommer, til at lave det endelige budgetforslag, som så igen kommer høring. Det er atypisk i forhold til, hvordan det har været gjort før, forklarer han.

Borgmesteren er opmærksom på, at ønskerne til kommunen er mange, men for ham er prioriteringen klokkeklar, det er en velfungerende ældrepleje, godt skolevæsen og gode daginstitutioner, der står først for.

- Vi skal have styr på de tre områder, og så skal der tages fat på udviklingen af Solrød Center og stationspladsen. Her begynder det også med borgerinddragelse, siger borgmesteren.

Tålmodighed

Hvad har du lært i de halvandet år, hvor du har været borgmester?

- Jeg har først og fremmest lært, at i kommunalpolitik skal man være et tålmodigt menneske, fordi ting tager lang tid – især de store dagsordener. Vi kan ikke løse ventelisten til byggesagsbehandlingen på et halvt år, det samme gælder problemerne i Børne- & Ungerådgivningen, men vi arbejder på det. Det er også en balancegang. Jeg har ikke en ledelsesstil, hvor jeg buldrer og brager, organisationen skal også kunne følge med, forklarer Blücher, som fortæller, at åbenheden også handler om, hvordan han agerer som borgmester.

Han vil gerne kendes på åbenhed i forhold til borgerne, og det gælder også i forhold til medarbejderne, som blandt andet kan møde ham i kantinen, hvor han spiser frokost, der kan de til enhver tid bare komme hen og snakke.

Langsigtede beslutninger

Selv om Emil Blücher og Liberal Alliance sidder på borgmesterposten, så har partiet fortsat kun tre ud af byrådets 19 pladser. Det var tillige med en rodet konstituering ved kommunalvalget, hvor flere var tæt på at blive borgmester, før Emil Blücher kunne samle flertal for, at det skulle være ham.

- Jeg har aldrig haft så meget indflydelse på kommunen, som jeg har nu, men det er også en kamp at få orden på tropperne og få sat en retning, når der er så fragmenteret et byråd, som der, uddyber Emil Blücher og fortsætter:

- Jeg vil da håbe, at byrådet efter næste valg i november 2025 vil få en sammensætning, så man i højere grad kan træffe nogle langsigtede beslutninger. Jeg tror, det er sundt, at man ikke sidder på et ultimativt flertal som borgmesterparti, men en smule mere mandatmæssig styrke ville ikke skade.

Det er også årsagen til, at Emil Blücher allerede nu melder ud, at han genopstiller til næste valg, og at han går efter et styrket mandat.

Gift og husejer

Det er ikke kun på den jobmæssige front, at der det seneste halvandet år er sket ændringer for Emil Blücher. Da han blev borgmester, blev hans kæreste, Regine Hovmøller, som også var at finde på stemmesedlen hos Liberal Alliance, valgt ind. Hun sidder i dag på posten som formand for Familie & Uddannelsesudvalget, så fra tid til anden tales der meget politik.

- Selvfølgelig fylder politik, men vi har fundet en fin balancegang. Samtidig er det også supergodt med Regines indsigt i politik, det gør, at hun har en stor forståelse for de udfordringer og opgaver, som jeg møder i mit job, fortæller Emil Blücher.

Parret har dog tid til andet end politik. De blev gift den 7. marts i år, selv om de er gået stille med dørene omkring det.

- Vi har også købt hus i Jersie Strand tæt på mit barndomshjem, fortæller den snart 30-årige Emil Blücher med et smil.

Emil Blücher fejres på dagen ved en lukket reception arrangeret af Liberal Alliance og fest med familie og venner om aftenen.

Fakta

Emil Blücher

Født 29. juli 1993

Borgmester fra 1. januar 2022, valgt for Liberal Alliance

Har siddet i byrådet siden 1. januar 2014

Medlem af hovedbestyrelsen i Liberal Alliance

Gift med Regine Hovmøller

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...