Der er godt gang i tankerne om solcelleparker i Roskilde Kommune. Der skulle efter DAGBLADETs oplysninger være intet mindre end 10 projekter, som alle er i sin spæde vorden. Et af dem er et stort areal på vestsiden af Køgevej nærmest fra Gadstrup og op til nogle hundrede meter syd for Vor Frue og Kamstrup.
Det er dog langt fra sikkert, at projektet ender med at blive realiseret. I Roskilde kommune er reglerne nemlig sådan, at folk med et solcelle- eller vindmølle- projekt, først skal i dialog med naboer til projektet, inden de skal begynde at henvende sig til Roskilde Kommune. Det er derfor også meget, meget lidt, Roskilde Kommune ved om projektet, som interessenterne har indkaldt til informationsmøde om i Vor Frue Hallen tirsdag den 23. maj klokken 19.
Rådgiver på projektet, som kaldes Roskilde Solenergi, er Velas, som rådgiver landmænd.
- Det er tre lokale landmænd, som selv bor i lokalområdet, der kan se en ide med projektet. Så vi står der, hvor vi skal stikke fingeren i jorden hos alle naboerne, siger rådgiver fra Velas, Henrik Kamp Justesen.
- Vi skal jo høre, hvad naboerne tænker og prøve at diskutere os frem til noget, som er muligt, siger han.
Arealet, som er tiltænkt solceller, er på 180 hektar.
- Så går der noget fra til afskærmning i form af beplantning, og så kan det da godt være, at vi ender med et mindre projekt, men vi må se, hvordan processen går. Vi synes jo, det er det helt rigtige at få talt med naboer om, hvordan de ser et projekt som det her, siger Henrik Kamp Justesen.
Han er også fuldt ud klar over, at et solcelleprojekt på arealet vil kræve en dialog med Trafikstyrelsen i forhold til placeringen tæt på Roskilde Lufthavn.
Skulle projektet gå glat igennem - og det er der nærmest aldrig et projekt, der gør - så taler Henrik Kamp Justensen om en tidshorisont på 18 til 24 måneder, fra det øjeblik kommunen begynder at behandle projektet.
- Hvornår der står en solcellepark er slet ikke til at sige. Den diskussion skal vi have med naboerne, som jeg håber vil stille alle de spørgsmål, de kan komme på på informationsmødet, siger han.
