Årets Roskilde Festival har været kritiseret for at mangle navne, der kan forene generationerne. På forhånd var der lagt op til, at det skulle være Blur, men det mislykkedes, da alle de unge hellere ville se Rosalia.
I stedet viste svaret sig at være Tobias Rahim. Han formåede som ingen anden at samle ung som gammel foran Orange Scene, og for en gangs skyld så man alle aldre synge med på sangene. Den ældre generation formentlig fordi de er blevet introduceret til ham af deres børn.
Men Tobias Rahim løftede også en anden vigtig opgave, da han til “Kurder i København” fortalte om sin fars kurdiske baggrund og efterfølgende fik hele pladsen til at danse på kurdisk manér. Man kan godt argumentere for, at han lige dér gjorde mere for integrationen end så mange andre.
Han kunne også fortælle, at han sidste år oprindeligt skulle have spillet under opvarmningsdagene på Roskilde Festival, men i mellemtiden var blevet så populær, at han blev flyttet til Arena, som også viste sig at være for lille.
- Det er takket være jer, at jeg spiller på Orange i år, sagde han og lovede at vende tilbage.
Ud fra lørdagens koncert virker det ikke usandsynligt.