Tankstationen Circle K er i fuld gang med udrulning af ladestandere over hele Sjælland, som gør det muligt at oplade en elbil på 20 minutter.
Den 28. juni åbnede Circle K på Næstvedvej i Ringsted for strømmen til fire nye lynladepladser, og i sommerferien vil Sjællands største netværk være etableret med i alt 48 nye lynladepladser.
- Vi har valgt at etablere markedets hurtigste lynladestandere, fordi det gør det nemmere og endnu mere attraktivt at køre elbil. Samtidigt forventer vi, at de lynhurtige ladere vil skabe mere trafik på vores stationer, siger produktchef Cecilie Strandvold fra Circle K i en pressemeddelelse.
48 nye ladesteder
Circle K er det selskab, der har etableret flest lynladepladser i Danmark. Således har selskabet sidste år etableret over 100 lynladepladser i hele landet, og runder nu 222 ladepladser på 57 Circle K-stationer for at imødekomme danskernes voksende behov for nem opladning.
48 af de nye lynladepladser bliver etableret i Region Sjælland hos Circle K i Ringsted, Køge, Kirke Såby, Næstved, Roskilde, Slagelse og Tappernøje.