Fuglefamilie bliver fodret hos blomsterhandleren

Blomsterhandler har i et år fodret en lille flok fugle, som nu bor i hans butik.

Ezmarai Karimyar driver blomsterhandleren Villa Verdi i Hørsholm.

Ezmarai Karimyar driver blomsterhandleren Villa Verdi i Hørsholm.

Foto: Tine Trier

Det startede med en han, så en hun og så en masse unger. 

I et års tid har en lille flok solsorte gæstet blomsterhandler Ezmarai Karimyars butik Villa Verdi i Hørsholm hovedgade.

Nu bor de i blomsterbutikken, hvor hunnen netop nu ruger på en håndfuld blå æg, fra en rede øverst på en reol.

De flotte blå æg er godt gemt i butikken.
De flotte blå æg er godt gemt i butikken. Foto: Ezmarai Karimyar

- Jeg tror de føler sig sikre her, siger Ezmarai Karimyar, som driver blomsterforretningen med sin kone.

Ægteparret så den sorte han, de kalder Jaik, for over et år siden første gang. Sidenhen tog Jaik en hun med, og nu er der kommet unger, alt imens et nyt kuld er på vej.

Den lille familie hopper ind og ud af butikken som det passer dem, og ungerne spurter rundt mellem blomsterkrukkerne. Ezmarai Karimyar har sat et stort bur op til dem midt i butikken og bygget en lille rampe, så de nemt kan hoppe ind og ud. 

Da de to unger var helt små, skrællede Ezmarai Karimyar og hans kone æbler til dem, som de fodrede dem med. Nu får de også nødder og kiks.

- De elsker valnødder og andre slags nødder. Og kage, griner blomsterhandleren.

Navne har de også fået. Den største af de to unger hedder Lala, og den mindste kalder de Baby.

Moderen ruger lige nu på tre-fire små blå æg.
Moderen ruger lige nu på tre-fire små blå æg. Foto: Tine Trier

Sidste år lykkedes det et par rovfugle at destruere en af de reder, som solsorteparret havde bygget og slog hul på æggene. Parret har gemt de lyseblå æg i en lille glasbeholder, men frygter ikke at det sker igen, da hunnen sidenhen er rykket længere indenfor.

Solsortens rugetid er kun et par uger lang, så selvom Lala og Baby snart forlader deres forældre, vil et nyt hold unger pile rundt i butikken inden længe.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...