Frantz Fobian er uddannet anlægsgartner for en menneskealder siden, og har i forbindelse med sit arbejde sprøjtet med ukrudtsfjerner, for at få plæner og grønne arealer til at stå flot og sirligt.
Dengang tænkte han ikke nærmere over, at det på sigt ville få miljømæssige konsekvenser, men det har ændret sig siden, og nu har han dårlig samvittighed over det. Som konsekvens heraf, har han valgt at lade sin egen have på 6000 kvadratmeter, være vild med vilje og giver gerne råd til andre, om hvordan de kan gøre det samme for at fremme biodiversiteten.
Han siger, at liv er afhængigt af naturen, for uden den dør alt andet, og han mener at det er på tide at give noget tilbage.
Fra flad til bakker
På turen igennem den vilde have, fortæller han, at jorden tidligere har været indhegnet til kvæg og andre husdyr. Da han anlagde den, blev der flyttet jord rundt, så der opstod forskellige niveauer - som man ser i skove og anden uberørt natur.
- Vi fik skabt en god kupering og lagde træstammer ud, som insekterne kunne bo i. 60 tons kampesten blev anbragt på gunstige steder og et naturligt vandhul var der allerede, så fugle og dyr kunne få noget at drikke. Jeg holdt op med at sprøjte og lod græsset gro vildt. Det eneste jeg gør nu, er at holde en sti ryddet, så man kan gå en tur rundt i haven.
Lad det ligge
I haven finder man et hav af traditionelle og eksotiske frugttræer, bærbuske, blomstrende buske, blomster og krydderurter, som alle får lov at vokse mere eller mindre frit, uden anden påvirkning end lejlighedsvis beskæring, så det ikke ender som en jungle. Alt afklippet bliver efterfølgende i haven, så insekterne kan boltre sig i det.
- Vi sætter fuglekasser på træerne, men de er også lavet af gamle, udhulede stammer, så fuglene føler sig hjemme, forklarer Frantz.
Ukrudt findes ikke i den vilde have, men i køkkenhaven er det bedste ukrudtsmiddel faktisk kogende vand, gerne kartoffelvandet, hvis man ikke har andet at bruge det til. Hælder man det over den uønskede plante, går den ud.
Gode, vilde råd
Hvis man gerne vil gøre sin have “vild med vilje” har Frantz Fobian gode råd til opstarten. Frugttræer- og buske understøtter bier, og brændenælder, tjørn og sommerfuglebuske tiltrækker sommerfugle.
- Skab niveauer i haven, så den ikke er flad. Med en minigraver kan jorden flyttes, så der dannes bakker og dale. Lav også gerne bunker af blade, grene og store sten. Lad naturligt affald ligge i haven, men fjern uønsket jern, plastic og ting som gamle dåser og lignende. Lav stier og lad alt andet gro op. Undgå sprøjtemidler. Hav altid vand til fugle og pindsvin. Hæng eventuelt en foderautomat med fuglefrø op i et træ. Og hav tålmodighed, for med forandringer som denne, tager det tid før resultaterne viser sig, slutter anlægsgartneren, der også er kendt fra sit tidligere firma, Frantz’s Anlægsgartnerfirma.
Har man lyst til at se haven, som ligger på Hejningevej 2 mellem Slagelse og Korsør, kan man henvende sig til Frantz Fobian og aftale en tid, så viser han rundt og giver gerne gode råd med på vejen.


