Furesø er langt fra målet om at blive en god kommune at være ældre i

Foto: Kim Rasmussen

Det kniber nok engang for Furesø Kommune at leve op til sine egne mål om at blive en af landets allerbedste kommuner at være ældre i. De fine ord er kun ord, når man må se på, at ældreområdet gang på gang udsættes for besparelser og reduktioner.

Senest har byrådet besluttet at skære halvdelen af det beløb, der er afsat til de allersvageste borgere og deres mulighed for at få et bedre liv med plads til individuelle ønsker. Det handler om penge til det såkaldte klippekort, som går til beboerne på kommunens plejehjem. Sådan et klippekort betyder, at de ældre kan få lov til at bruge en halv time hver anden uge (oprindelig hver uge) til særlige ønsker eller behov. Det kan f.eks. være en tur til frisøren, lægebesøg, en indkøbstur eller måske bare en lille gåtur med ledsager. Den halve time kan spares op, så man f.eks. kan bruge 2 timer på en aktivitet.

I forvejen har det knebet for kommunen at leve op at give beboerne på plejehjemmene disse små glæder og individuel omsorg i hverdagen, men nu vælger byrådet så helt at skære halvdelen af budgettet til dette væk. Det er 650.000 kroner. Reelt er der tale om en nednormering, da klippekortet i længere tid, pga lave normeringer, er blevet brugt til den basale pleje.

Pengene til klippekortordningen blev oprindeligt givet til kommunerne i 2017 med formålet at give den ældre større indflydelse på eget liv.

Som Indenrigsministeriet skrev: ”Pengene skal permanent forbedre tilbuddet til ca. 43.000 ældre på landets plejehjem og skal anvendes til aktiviteter, der ligger ud over den eksisterende plejeindsats.”

De første to år var pengene øremærket til klippekortordningen, men derefter gik beløbet ind i bloktilskuddet – altså som del af det samlede beløb, kommunen modtager hvert år - og stille og roligt er det gået tilbage for denne indsats. Uanset den oprindelige beslutning om ”permanent” at forbedre de ældres tilbud om individuel omsorg, så har Furesø åbenbart valgt at bruge bloktilskuddets penge på andre områder.

Furesø Seniorråd undrer sig.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...