En samarbejdsaftale mellem OK og Vejdirektoratet har muliggjort, at den historiske rasteplads Storkereden ved Helsingørmotorvejen nu genåbner i en ny og moderne udgave. Det sker med åbningsfest fredag den 14. juni kl. 10-15, hvor man blandt andet kan få opladet bilen til halv pris.
På rastepladsen Storkereden i den nordlige retning er den forhenværende café og kiosk blevet forvandlet til en moderne OK Plus-butik, og der er installeret fire lynladere med en kapacitet på 400 kW og i alt otte ladeudtag.
På den modsatte side af motorvejen, i den sydlige retning på rastepladsen Lærkereden, er der desuden installeret to lynladere af 400 kW med fire ladeudtag.
- Vi er glade for, at det efter mange år er lykkedes at få liv i den historiske bygning igen ved at kæde ladestander-koncession sammen med cafédrift. Det håber og tror vi på vil være til glæde for bilisterne på Helsingørmotorvejen, siger områdechef Niels Skjøde Agerholm fra Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

På åbningsdagen den 14. juni vil borgmesteren i Lyngby-Taarbæk Kommune, Sofia Osmani, holde åbningstale og klippe snoren.
Hun tror også på, at de besøgende vil komme til at nyde godt af den moderniserede rasteplads med den unikke placering.
- Storkereden er jo Danmarks første bemandede motorvejsrasteplads – og dermed var den noget helt særligt, da den åbnede i 1959. Nu bliver den igen et moderne og tidssvarende tilbud, som jeg håber, der vil blive taget godt imod, siger Sofia Osmani.
Ved åbningsfesten vil der være gratis kaffe, croissanter og is til alle børn, og man kan møde influencerne High On Cars og få en snak om biler.
Og så kan man oplade til halv pris - det vil sige 1,75 kr. pr. kWh mod normalpris 3,49 kr. pr. kWh i et tilbud, der gælder til og med den 28. juni.