Igennem et stykke tid har det ikke været muligt at spise på eller få kontakt med restaurant Vadestedet på Holbæk Marina.
Nu har bygningens ejer, Holbæk Marina, fået besked fra advokat Finn Mackenhauer i Holbæk, og Vadestedet er taget under konkursbehandling den 13. juni.
Vadestedet har haft problemer med at få personale blandt andet til køkkenet. Derfor var der lukket nogle dage, siden var meldingen på en telefonsvarer, at der var lukket “resten af ugen på grund af sygdom”.
Da Holbæk Marina prøvede at få kontakt med Vadestedets direktør og ejer, var beskeden på svareren, at der var lukket af resten af året.
Kunder, der skulle have holdt selskaber, kom i knibe. På et Facebooktråd fremgår det, at nogle fik besked om aflysning kun fire dage før afholdelse. Mens andre har ikke fået besked endnu.