7 timer, 24 minutter og 40 sekunder. Det er, hvad den hurtigste tid i verden på den legendariske Ironman-distance - 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,2 km løb - lyder på, og rekorden er dansk: Magnus Ditlev fra Virum er nu den hurtigste nogensinde på distancen.
25-årige Magnus Ditlev har nu vundet Challenge Roth i Tyskland to gange - det største stævne på den fulde distance uden for IRONMAN Hawaii - og han er den første herreatlet, der vinder to år i træk siden 2007.
For første gang gav hans store fokus på svømningen pote i en konkurrence, da Magnus Ditlev svømmede fire minutter hurtigere end sidste år og kom op af vandet med de forreste. Dermed kunne danskeren, der er kendt og frygtet som den stærkeste triatlet i verden på cyklen, udnytte at være forrest og pace cyklingen bedre.
Sammen med franske Sam Laidlow, der blev nummer to på IRONMAN Hawaii i 2022, kørte Ditlev væk fra resten af feltet og lagde hele tiden længere og længere afstand til konkurrenterne.
Laidlow kom hurtigst ud af skiftezonen efter skiftet til løbesko, men Ditlev fangede ham hurtigt, og de næste 10 km løb de to skulder ved skulder. Efter ca. 10 km kunne Laidlow ikke længere holde tempoet, og Magnus Ditlev løb de resterende 32 km alene.
