Butikkerne lider: Ramsherred er lukket inde i vejarbejde

Et omfattende kloakarbejde ud for Step Inn spærrer gaden, og det fortsætter frem til udgangen af næste uge. Foto: Jan Jensen

Et omfattende kloakarbejde ud for Step Inn spærrer gaden, og det fortsætter frem til udgangen af næste uge. Foto: Jan Jensen

Vejarbejde tre steder på strækningen fra Dania til Ramsherred. Dét er et meget dårligt sammentræf, som mærkes på den kedelige måde i butikkerne: Næstved Fiskehus, Gitte Sass, Carpe Diem, Polsk Butik og Design Blomster - kunderne er væk.

- Det er et kedeligt Kinderæg. For nogle uger siden var der en gæst, der faldt og slog sig alvorligt på Hjultorv, så det er jo noget vi gerne vil have klaret. Det samme gælder de løse sten, der var på den lille rundkørsel ved Dania. Det er et uheldigt sammentræf, der falder sammen med kloakarbejdet længere oppe i Ramsherred, siger citychef Nicolaj Lund Jensen.

Han kan godt forstå at butikkerne i Ramsherred lider under arbejdet, og citychefen kunne godt have ønsket sig, at det var blevet kommunikeret ud, at der begyndte et vejarbejde, der lukker vejen.

Kabler og rotter

Det er kloakledningen ind til Step Inn, der er årsagen til blokaden af gaden, som af bilister er kendt for de gode parkeringsforhold. Kloakmester og driftansvarlig i Næstved Kommune, Michael Larsen, oplyser til Sjællandske, at arbejdet med at etablere en ny brønd viser sig at være mere omfattende end forventet.

- Vi vidste, at kloakken ind til Step Inn var i stykker, men der er stødt mere til, så derfor kan vi ikke nå at blive færdige i denne uge. Det bliver først i slutningen af næste uge, siger Michael Larsen.

Der gemmer sig mange ledninger og kabler under vejen, der skal tages hensyn til. Og så har rotterne også blandet sig i arbejdet. Men de gode levevilkår slutter nu.

Hjultorv åbner igen torsdag

Citychef Nicolaj Lund Jensen erkender, at det er svært at beklage sig over, at der er ting, der bliver udbedret til fordel for kunderne og butikkerne. Han kalder det et ærgerligt sammentræf af omstændigheder, som er svære at tage højde for.

Vi møder Brian Rasmussen på Hjultorv, hvor de sidste fliser skæres til. Han er driftsleder hos Park & Vej i Næstved Kommune, og han har dagens gode nyhed. I løbet af i dag (tirsdag, red.) vil den særlige epoxy-fugemasse blive påført, og herefter bliver der lagt stålplader over området. Senest torsdag er fugemassen hærdet, og det vil igen være muligt at køre i bil fra Kindhestegade via Dania, hvor belægningsarbejdet næsten er færdig, og videre til Ramsherred.

En lukket vej

Det er sådan set stadig muligt at køre videre op ad Ramsherred, men skiltene viser “lukket vej” og stopper de fleste fra at køre videre.

Flere butikker melder om, at strøgkunderne er øjeblikkeligt forsvundet, og det kniber også med at få leveret varer.

Planlægning af den store renovering

Hjultorv står foran en stor renovering som et led i bymidtens udviklingsstrategi, og i den forbindelse er der en prøvelukning på dagsorden, når Plan-, Teknik og Lokaldemokratiudvalget har møde næste gang.

- Renoveringen af Hjultorv har ikke noget med situationen lige nu at gøre. Det bliver formentlig først til næste år, men det er klart at der er brug for at planlægge det, siger citychef Nicolaj Lund Jensen og tilføjer, at her vil Ramsherred vær åben som normalt - blot med tilkørsel via Nygade.

Mange vil grave i byen

Citychefen konstaterer, at det altid er rart at vide, hvad der sker, når et vejarbejde begynder, men han ved også, at kommunen er nødt til at arbejde, når entreprenørerne kan - og gerne inden sommerferien.

Driftsleder Brian Rasmussen oplyser, at antallet af ansøgninger, der handler om at få tilladelse til at grave i de kommunale veje topper i år med 250-300 om måneden.

Der skal snart graves igen i Ramsherred. Denne gang foran The Old Irish Pub. Det gælder fiberkabel, men arbejdet vil ikke lukke gaden.

Til gengæld er endnu et gravearbejde altid med til at skabe grobund for flere løse fliser.

Foto: Jan Jensen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...