Der er travlt i den gamle auktionshal på havnen i Havnebyen på Sjællands Odde. Den lokale tømrer er i gang med at bygge rammerne op om madboderne, hvor der skal sælges is fra Isøre, øl fra Deeper Roots, og hvor Tim Vladimirs køkken hen over sommeren vil lange meatball subs - eller sandwich med krydrede kødboller, og cocktails over disken.
-Vi er meget glade for Odden. Det er noget med havet, og duften af gran og lyng. Og miljøet på havnen er så uspoleret og autentisk, siger Ea Svaneklink, som sammen med sin kæreste Carsten Stengaard købte sommerhus på Gniben for to år siden.
Nu har parret så taget næste skridt og har lejet auktionshallen, hvor de vil samle de lokale og turister i et sted, som de kalder Vin på spidsen.
- Vores ide var at lave en pop-up, som skulle integreres i det eksisterende og vær tro mod det. Auktionshallen har stået tom, siden den blev sat i stand i 2016 med midler fra Realdania. Vi kunne se potentiale i den, fordi den har en central placering på havnen, siger Ea Svaneklink.
- Det vil være fantastisk, hvis hallen kan bruges til at samle folk i højsæsonen. Men også ved runde fødselsdage, høstfest og kreative værksteder, fortsætter hun.
Lokale producenter
I hverdagen bor parret hver for sig, da Carsten Stengaard arbejder som læge på Skejby sygehus i Aarhus, og Ea Svaneklink bor i Valby, hvor hun er selvstændig inden for socialområdet. Tilsammen har de fem børn i alderen 10 til 18, som de samles med i sommerhuset på Gniben. Så åbningen af Vin på Spidsen er et ambitiøst projekt, men parret glæder sig til at samarbejde med de lokale.
- De lokale producenter er kendetegnende for området. Her er så meget lækker mad og råvarer. Så det var vigtigt for os at starte med det, siger iværksætteren, der ud over lokal øl, is og vin også vil sælge morgenmad med brød fra Tír Bakery.
Vi har også lavet en af tale med Nr. Asmindrup slagtehus, om at de leverer et udvalg af lækre ting, så vi kan servere tapas, fortæller Ea Svaneklink.
Tanken er, at man kan sidde ved bordene i den store hal eller på terrassen ud mod fiskerbådene i havnen og nyde sin mad. Men man kan også tage den med som takeaway.
Musik og events
Ud over maden vil der hen over sommeren være underholdning og events. Parret har allerede lavet et ambitiøst musikprogram med navne som Kira Skov, Stief & Halberg og Sasha Dupont på programmet. Og der er også planlagt eftermiddags jazz, ølsmagning, langbordsmiddag i samarbejde med Det vilde køkken og fiskeaftner med fisk fra Odden Fisk.
Vil man sidde blødt kan man sætte sig i sofahjørnet, som Krage og Ko i Lumsås har været med til at indrette. Og når der ikke er underholdning vil der på scenen være en lille butik, hvor man kan købe sweatre, som er lavet af recycled cashmere, strandtasker, sko og lækre sæber til sommerhuset.
- Vi er virkelig blevet taget godt imod af de lokale. Fiskerne har lånt os ting til udsmykningen, og vi glæder til at komme i gang, siger Ea Svaneklink.
Vin på Spidsen åbner lørdag den 1. juli og holder åbnet alle ugens dage frem til 13. august.
