Der blev - med stor forsigtighed og respekt - sparket dæk og fortalt røverhistorier, da bilentusiaster fra hele Sjælland Grundlovsdag mødtes til Klassisk Køredag i Sorø.
Endnu engang indtog over 1000 udstillede køretøjer og mange tusinde gæster bybilledet i Storgade, Alléen og Akademigrunden.
I vanlig stil indtog bilentusiasterne Sorø fra omkring klokken 10, hvor de i ro og mag - og efter først til mølle-princippet - fandt en plads til deres biler.
Samtidig fandt en række andre aktiviteter - heriblandt en airtrack ved Sorø Akademi - vej til arrangementet, der tiltrak både børn og voksne, mens salg af pandekager og grillpølser også var et tilløbsstykke.
Specialbiler i fokus
Selvom først til mølle-princippet gjaldt, var der gjort plads til en særlig gruppe biler, der passer ind i årets tema.
Temaet var denne gang specialbiler.
- Specialbiler betyder i denne sammenhæng biler, der er ombygget. Det kan også være sjældne veteranbiler, fortalte arrangør gennem flere år, Steffen Beierholm før onsdagens biltræf.
For at kunne karakterisere sig som en veteranbil, skal bilen være 25 år eller ældre.